onsdag den 21. november 2012

Anmeldelse #35: Blues for Montmartre (19/12-2011)

Den franske forfatter Victor Hugo sagde dette om musik: "Musikken udtrykker hvad man hverken kan sige eller fortie". Denne dokumentar er historien om Jazzhus Montmartre i København, et af de mest toneangivende jazz-spillesteder i verden.



I 1954 startede Montmartre som jazzklub under navnet Club Montmartre. I 1959 blev den omdannet til café af Anders Dyrup og i 1961 overtog Herluf Kamp Larsen stedet og genåbnede det som Jazzhus Montmartre nytårsaften 1961. Montmartre var et af de mest populære jazz-spillesteder i Danmark, Europa og måske i hele verden på det tidspunkt.

Store musikere som Dexter Gordon, Miles Davis, Stan Getz, Albert Ayler og danske Niels-Henning Ørsted Pedersen og Palle Mikkelborg har spillet der og medvirket til at give stedet det flotte renomme, som det havde dengang og stadig har i minderne hos mange jazz-entusiaster. Spillestedet eksisterer stadigvæk, men dets glansperiode var i den periode, som denne dokumentar dækker.

Historien om Montmartre
Christian Braad Thomsens dokumentar Blues for Montmartre handler om årene fra Anders Dyrup overtog stedet til slutningen af 60erne, hvor beat-musikere også begyndte at spille der og det ikke mere var primært en jazzklub. Braad Thomsen er en af de jazz-entusiaster, der frekventerede stedet og i dokumentaren interviewer han jazz-journalisterne Torben Ulrich og Henrik Wolsgaard-Iversen, Montmartres to tidligere ejere Anders Dyrup og Herluf Kamp Larsen, musikere som Alex Riel og Bo Stief og indfanger igennem deres anekdoter og historier den specielle atmosfære, som var i luften på Montmartre. Der er også enkelte arkiv-interviews (med Stan Getz) og nogle flotte jazz-billeder, som Braad Thomsen får til at virke perfekt i filmens sammenhæng.

Dette er krydret med nogle fantastiske filmoptagelser (fra DRs arkiver) fra stedet, hvor musikere som Bud Powell, Ben Webster og Albert Ayler viser, hvordan man virkelig spiller jazz, så det kan føles helt ind i kroppen. Det er ikke bare små klip, men hele numre, hvor musikken får lov til at komme til sin ret. Ingen MTV-klipning her og gudskelov for det. En god ting i denne dokumentar er også, at de forskellige jazz-musikere bliver identificeret på optagelserne og fotografierne, så man er klar over, hvem man kigger på.

Om Braad Thomsen
Christian Braad Thomsen har haft en 40 år lang filmkarriere siden debuten med spillefilmen Kære Irene i 1971. Siden dengang har han stået bag spillefilm (bl.a. Kniven i hjertet, Koks i kulissen og Den blå munk), dokumentarfilm (bl.a. Morten Korch - Solskin kan man altid finde og Karen Blixen - Storyteller) samt bøger om Alfred Hitchcock og Rainer Werner Fassbinder.

Historierne om de mange skæbner, der kom til Danmark og spillede musik på Montmartre, er fortalt af med en sikker hånd af Braad Thomsen og hans tålmodige kamera. De interviewede får tid til at ånde og til at komme ind til hjertet af fortællingerne, så man sidder og føler med dem, der bliver fortalt om, såsom pianisten Bud Powell og tenorsaxofonisten Ben Webster.

Hvis man har interesse i jazz og jazz-kulturen i Danmark, så er Christian Braad Thomsens dokumentar Blues for Montmartre værd at se, ikke mindst pga. de mange koncertoptagelser fra Montmartre. Dette er en virkelig god filmoplevelse, styret med kyndig hånd af en instruktør, der lader sin kærlighed til denne musikgenre skinne igennem hvert billede i filmen.

Ekstramateriale
Udover et billedgalleri samt Braad Thomsens CV og biografi indeholder denne DVD også nogle ekstra interviews med jazz-journalisterne Torben Ulrich (ca. 34 min.) og Henrik Wolsgaard-Iversen (ca. 4 min.) Dokumentaren og de ekstra interviews er tekstet på engelsk. Der er danske tekster på de engelske interviews i dokumentaren.

Film: 5/6
Ekstramateriale: 2/6

http://www.onfilm.dk/Film/Anmeldelse.aspx?FilmId=18640&AnmeldelseId=5988

Ingen kommentarer:

Send en kommentar