Den film, som Tobe Hooper altid vil blive husket for, og med rette, er The Texas Chain Saw Massacre fra 1974. Det er en film, der er lige så uomgængelig i gysergenren som Alfred Hitchcocks Psycho, William Friedkins The Exorcist og John Carpenter's Halloween. Desværre er den, ligesom de tre førnævnte film, ikke en film, som nutidens unge vil kunne sidde stille til. Der sker for lidt og man skal selv tænke sig til nogle af tingene: det hele bliver ikke penslet ud som i Saw- og Hostel-filmene.
I TCM formåede Tobe Hooper at holde goren på et absolut minimum, til dels pga. budgettet og til dels pga. at det ville ramme publikum hårdere og efterlade et mere varigt indtryk. I Eaten Alive fra 1977, som blev Hoopers svære toer, er der til gengæld ikke fejet specielt meget ind under det mørnede og mugne gulvtæppe.
På hotellet Starlight i udkanten af Louisianas sumpe hersker den afstumpede Judd enevældigt. Han går og hygger sig med at fodre de få gæster til sin krokodille, som han har omme bag hotellet. Når han ikke bruger tiden på det, så hvæsser han sin le, taler manisk med sig selv og sætter en ære i, at hotellet ser så faldefærdigt ud som overhovedet muligt. I løbet af en enkelt aften og nat må Judd vise, at han sagtens kan gøre Basil Fawlty rangen stridig som verdens værste hotelvært, da hans hotel nærmest bliver overrendt af besynderlige og syrede personager, som han helst vil fodre til sin krokodille.
De mange titler og karrieren som Video Nasty
Som regel er det et tegn på en gedigen exploitation-klassiker, når listen over de alternative titler næsten er længere end rollelisten. Eaten Alive er også kendt som Death Trap, Starlight Slaughter, Horror Hotel, Legend of the Bayou, Slaughter Hotel etc. etc. En anden ting, som man ofte kan kende en god exploitation-film på, er om den har været på BBFCs liste over video nasties. Og selvfølgelig var Eaten Alive det.
Eaten Alive, eller Death Trap, som den hedder i England for at undgå sammenfald med Umberto Lenzis kannibal-sjasker Eaten Alive (Mangiati Vivi), blev en af de famøse Video Nasties i England efter Video Recordings Act blev gennemført i 1984. Da den havde biografpremiere i England i 1978 blev nogle af de voldelige scener klippet ud af den, men den nåede faktisk at udkomme på et uklippet VHS-bånd før 1984.
Efter censuren blev mere streng i England blev der udsendt en ny og klippet VHS-udgave af Death Trap og det var ikke før i år 2000, at Death Trap endelig kunne ses i sin splattede og voldelige helhed, fuldstændig uden klip fra BBFC.
England er ikke det eneste sted, hvor Eaten Alive har været klippet. Man behøver såmænd ikke tage længere væk end til Sverige, hvor den også blev udsendt i en censurklippet version på VHS. Nu har Another World Entertainment påtaget sig det ærefulde hverv at udsende en ordentlig DVD-udgivelse af Tobe Hoopers krokodille-redneck-exploitation-film og det har de gjort ved at gøre den fine Dark Sky Films Special Edition fra USA tilgængelig med skandinaviske tekster.
Det rabler for hotelværten (og gæsterne)
Kan filmen så leve op til al den hype og ramaskrig? Tja, både og. Den er i hvert fald fuldstændig vanvittig, ret voldelig og fyldt med en masse underlige typer. Rollelisten er spækket med skuespillere, der spiller deres roller med volumen-knappen skruet helt op til 12. I spidsen for dem står Neville Brand som den rablende vanvittige Judd, men resten af holdet lader sig bestemt ikke holde nede.
I en lille, men tilpas bizar rolle, ser man William Finley, også kendt som The Phantom of the Paradise, og i rollen som hans kone er der en genganger fra TCM, nemlig stakkels Marilyn Burns. Hun har bestemt heller ikke nogen behagelig oplevelse i denne film. For ligesom at sætte prikken over i'et ser man en ung Robert Englund som den liderlige Buck. Han overspiller rollen til UG og giver den alt hvad den kan bære og lidt til. De to solide karakterskuespillere Stuart Whitman og Mel Ferrer trækker skuespillet op i deres få scener, hvor der er en vis værdighed over tingene, som ikke er til stede i resten af filmen.
Atmosfæren i Eaten Alive er så gennemsyret af råddenskab og slimethed, at man næsten kan smage og lugte den. Filmen er så klistret til med ulækkerhed og lede ting, at den næsten gør The Texas Chain Saw Massacre rangen stridig som en af de mest ubehagelige old school gysere, bare i kraft af atmosfæren. Fotograferingen ligner til tider en god gammel hudfilm fra 1970erne, hvilket nok heller ikke har været helt tilfældigt. Og som tidligere nævnt er skuespillet så langt over toppen, at ikke engang Superman ville kunne hoppe over det, som han ellers har for vane at gøre med høje ting.
Den fatale fejl
Alt dette er jo ganske godt, men desværre begår Tobe Hooper og folkene bag Eaten Alive en fatal fejl: filmen er kedelig og hvor man i mange slasher-film kan tilgive den formulariske tilgang (mord - sex - mord - sex -mord - mord), så fungerer det ikke specielt godt i denne film. Judd er en vanvittig person, men Neville Brand spiller ham så langt ud på vanviddets rand, at han næsten bliver en karikatur. Judds mange mord og fodringer af krokodillen bliver gentagelse på gentagelse på gentagelse og meget enerverende i længden.
I ekstramaterialet taler Tobe Hooper om, at han godt ved at det ikke er en film, der vinder nogen priser. Han er generelt ganske fint tilfreds med resultatet og når man tager i betragtning, at Hooper senere i sin karriere har stået bag så rædderlige film som The Mangler og det frygtelige Dance of the Dead-afsnit i Masters of Horror-serien, så rangerer Eaten Alive overhovedet ikke nær bunden af hans CV.
Eaten Alive: en dødsfælde?
Eaten Alive var Tobe Hoopers svære opfølger til debutfilmen The Texas Chain Saw Massacre, som han ikke kunne overgå, og det var der nok heller ikke nogen, der havde forventet, mindst af alle Hooper selv. Han vendte tilbage til toppen af gyserpoppen med den uhyggelige 'Salem's Lot-tv-serie fra 1979 og efterfulgte den med The Funhouse, Poltergeist (og det famøse samarbejde med Steven Spielberg) og sci-fi-floppet Lifeforce, der overhovedet ikke har fortjent det dårlige rygte den har.
Tobe Hoopers Eaten Alive er værd at se, om ikke andet så for at smage på den tykke atmosfære og råddenskaben, der gennemsyrer hver en frame i denne film. Hvis bare historien havde været lidt bedre og fremdriften lidt mere gennemført, så havde den sagtens kunne have været nævnt i samme åndedrag som Hoopers andre fine film. Eaten Alive er en film, som man bør se, hvis man er interesseret i Tobe Hoopers film og gerne vil se, hvad han kan gøre med en endnu mere vanvittig stak skuespillere end i The Texas Chain Saw Massacre. Det er den et rigtig fint eksempel på.
Ekstramateriale
Audiokommentar med manuskriptforfatter/producer Mardi Rustam, makeup-artisten Craig Reardon og skuespillerne Roberta Collins, William Finley og Kyle Richards. Det er en god audiokommentar, der dog skæmmes lidt af, at den er sat sammen af interviews med de medvirkende og at Tobe Hooper ikke medvirker på den. Den er værd at høre og har, ligesom featuretterne nedenfor, masser af spændende anekdoter.
Så kommer vi til featuretterne My Name Is Buck (interview med Robert Englund), Gator Creator (interview med Tobe Hooper), Five Minutes with Marilyn Burns (interview med Marilyn Burns) og The Butcher of Elmendorf: The Legend of Joe Ball (om virkelighedens Judd).
Tilsammen er der godt og vel en times featuretter, der alle er meget interessante og fyldt med mange spændende anekdoter. Dokumentaren om Joe Ball er fint baggrundsmateriale om en virkelig person, der inspirerede personen Judd i Eaten Alive.
Ekstramaterialet rundes af med trailere, tv- og radio-spots, et billedgalleri og to alternative credit-sekvenser.
Film: 3/6
Ekstramateriale: 5/6
http://www.onfilm.dk/Film/Anmeldelse.aspx?FilmId=18921&AnmeldelseId=6090
Ingen kommentarer:
Send en kommentar