I Hollywood er der to ting, som man kan regne med: fortsættelser og genindspilninger. Begge dele er ikke nye opfindelser og især indenfor horrorgenren er fortsættelser en naturregel: Friday the 13th-serien er oppe på 11 film + en genindspilning, A Nightmare on Elm Street-serien er oppe på otte film + en genindspilning, Saw-serien er på syv kapitler og Final Destination-serien er på fem film.
Mange af filmene i disse serier har haft titler, som signalerer, at serien burde være slut, såsom Freddy's Dead: The Final Nightmare, Friday the 13th: The Final Chapter, Jason Goes to Hell: The Final Friday og ikke mindst den fjerde Final Destination-film, som slet og ret hed The Final Destination. Det blev ikke den sidste i serien, da den blev efterfulgt af endnu et kapitel i sagaen om Døden, der føler sig snydt.
I den femte Final Destination-film med den fantastiske titel Final Destination 5 følger man de overlevende efter et brokollaps. De begynder nu at dø under mystiske og indviklede omstændigheder, den ene efter den anden, selvfølgelig i den rækkefølge, som de ville have endt deres dage på broen.
Den endelige destination - igen
Final Destination 5 havde et budget på $40.000.000 og har indtjent ca. $157.000.000 verden over, iflg. Box Office Mojo, så det ville være underligt, hvis det blev den sidste i serien. Filmens manuskriptforfatter Eric Heisserer skrev også manuskriptet til genindspilningen af A Nightmare on Elm Street og manuskriptet til før-sættelsen til The Thing, men dette skal nu ikke afholde folk fra at se denne film, der er en del mere fantasifuld end A Nightmare on Elm Street (2010) og, set ud fra traileren, noget mere nytænkende end The Thing (2011).
Instruktøren bag Final Destination 5 er Steven Quale, der har arbejdet sammen med James Cameron på hans film siden 1989, bl.a. som Second Unit-instruktør på Titanic og Avatar, og han var med-instruktør, sammen med Cameron, på Aliens of the Deep fra 2005 om livet langt, langt nede på havbunden. Quale gør et godt, omend ret anonymt, stykke arbejde på denne film, men han holder godt styr på alle boldene og filmen føles ikke på noget tidspunkt for lang, så det må også tælle som et plus i bogen.
Skuespillet er svagt, især i scenerne mellem det unge par, der måske/måske ikke finder sammen til trods for alle ligene, der hober sig op omkring dem. Det er nok heller ikke skuespillet, der trækker folk ind til en Final Destination-film eller en Friday the 13th-film. Det er ikke her man finder en dybfølt monolog om hvor ondt det gjorde ind i sjælen at se ens veninde blive mejet ned af en bus eller hvor man diskuterer fallos-symboler og knive og uløste moder-komplekser. Final Destination-filmene er ikke Oscar-materiale - og gudskelov for det.
Alt i alt lever skuespillet dog fint op til en film, der er nummer fem i et franchise, og hvor man bare sidder og venter på det næste opfindsomme mord.
Det var dog ganske rart at se Tony Todd tilbage i hans rolle som den skumle retsmediciner, som han også spillede i Final Destination og Final Destination 2. I Final Destination 3 lagde han stemme til Djævelen i filmens rollercoaster-scene og i nr. 4 medvirkede han slet ikke.
Døden spiller hovedrollen
Hele grunden til Final Destination-seriens eksistens er dødsscenerne og hvis de ikke er i orden, så fungerer filmen ikke. Hvor dødsscenerne i The Final Destination led af lidt for meget CGI, så er folkene bag Final Destination 5 gået tilbage til grundformlen med praktiske gore-effekter og en mere sparsom brug af CGI til at vise en stak uheldige mennesker, der dør på mere eller mindre opfindsom vis. Opfindsomheden i denne films dødsscener viser, at man sagtens kan lave en moderne horror-scene, der er Alfred Hitchcock værdig: her tænker jeg især på scenen i gymnastiksalen, der viser yderst vellykket suspense anno 2011.
Jeg så filmen i 3D i biografen i Liverpool i august sidste år. Filmens 3D-effekter fungerede virkelig godt og det er en skam, at det danske biografpublikum ikke fik mulighed for at se den på det store lærred. Det var ganske herligt at se en horrorfilm med et tændt publikum, der forstod den gyldne kunst at tie stille og vise lidt pli i de knapt så larmende scener.
Det kunne danske biografgængere lære en del af: mine biograf-oplevelser af The Exorcist: The Version You've Never Seen, White Noise og Paranormal Activity blev ødelagt af et småsnakkende publikum, der oven i købet grinede af nogle af scenerne i The Exorcist. Der er mange grunde til at se film i hjemmebiografen og irriterende biografgængere er en af dem.
Flot udgivelse
En anden grund til at se film derhjemme er de til tider blændende flotte Blu-ray-udgivelser, der kommer ud fra filmselskaberne og Warner Home Videos udgivelse af Final Destination 5 er et skoleeksempel på, hvordan man laver en fin udgivelse. Billede og lyd er i topklasse og præsenterer filmen på den flotteste vis.
Der er dog ikke blevet plads til en 3D-udgivelse af denne film i Danmark, men i England er den udkommet i en 3D-version, som er værd at overveje, hvis man har udstyret til det.
Ekstramateriale
Det er på ekstramateriale-fronten, at denne udgivelse halter gevaldigt. Der er mulighed for at se 16 minutters alternative versioner af dødsscenerne, men de afviger ikke voldsomt meget fra de scener, som er i filmen.
Der er en meget kort featurette på ca. 6 minutter, der hedder "Circle of Death", hvor skuespillerne og filmholdet snakker om dødsscenerne og hvordan filmen hænger sammen med de fire andre i serien. Den bør man dog ikke se før man har set filmen, da den er fyldt med spoilere.
Til sidst kan man se to af special effects-scenerne (bro-kollapset og fly-scenen) i split-screen-sammenligninger. Det varer ca. 12 minutter.
Film: 4/6
Ekstramateriale: 2/6
http://www.onfilm.dk/Film/Anmeldelse.aspx?FilmId=18821&AnmeldelseId=6112
Ingen kommentarer:
Send en kommentar