onsdag den 11. november 2009

Fra arkivet: Good Night, and Good Luck. (19. juni 2006)


George Clooney er kommet langt siden sin birolle i den første sæson af Roseanne og sin rolle i kultfilmen Return of the Killer Tomatoes! Med sin rolle som Dr. Douglas Ross i hospitalsserien ER, hvor han medvirkede fra 1994-1999, slog han igennem til et større publikum og han så ud til at kunne blive en stor komet på Hollywoods klare stjernehimmel med sine roller i From Dusk Till Dawn og One Fine Day, men med megafloppet Batman & Robin, der kunne have sunket enhver anden skuespillers karriere, dalede hans stjerne lidt. Den dalede dog alligevel ikke mere end at han stadig blev tilbudt roller i så forskellige film som actionfilmen The Peacemaker, hans første samarbejde med Soderbergh Out of Sight og en rolle i det stjernebesatte Malick-comeback The Thin Red Line.

Siden da er det gået slag i slag med film for Coen-brødrene, Oceans-filmene og Solaris for Soderbergh og biroller i Rodriguez' Spy Kids-film. Og hvor går en skuespiller hen, når han har erobret Hollywood? Tja, han går såmænd om bag kameraet og begynder at lave sine egne film. I 2002 instruerede Clooney den måske/måske ikke sande beretning om Chuck Barris, Confessions of a Dangerous Mind. Den blev en kritikersucces og tre år senere gik Clooney igen om bag kameraet og instruerede den sande og skræmmende beretning om Edward R. Murrow, Good Night, and Good Luck.



I starten af 50'erne har senator Joseph McCarthy USA i et jerngreb af frygt. Han påstår at kende til kommunistsympatisører, der opererer i USA og endda indenfor regeringen og millitæret. McCarthy bruger sin magt og den paranoia, som han selv har været meget ansvarlig for at frembringe, til at fremme sin karriere. CBS-journalisten Edward R. Murrow og hans producer Fred Friendly beslutter sig for at tage kampen op mod McCarthy og afsløre ham som den mand han virkelig var. De viser USA hvad McCarthy virkelig består af og viser samtidig, hvad man kan udrette med TV-mediet.

Far Clooney og faster Clooney

George Clooneys far er Nick Clooney, som er tidligere nyhedsvært og talkshowvært, så man kan sige, at Clooney har fået sin interesse for TV-mediet, som allerede var tydelig i Confessions of a Dangerous Mind, ind med sutteflasken. En af hans fars store helte, og for den sags skyld de fleste journalister, er Edward R. Murrow, der dækkede tyskernes besættelse af Østrig i 1938, den tyske blitzkrieg mod Tjekkoslovakiet i 1939 og den ti måneder lange Battle of Britain, der blev udkæmpet mellem 1940-41 og sidst, men bestemt ikke mindst, hjalp til med at få Joseph McCarthy afsløret som den løgner og frygtskaber han virkelig var. Nick Clooneys søster er Rosemary Clooney, der var en meget succesfuld sanger og skuespiller i Hollywood i 50'erne. Hendes musik bliver brugt som et slags græsk kor igennem Good Night, and Good Luck., hvor det bliver sunget af Dianne Reeves.


En stjernerække af skuespillere

Hvis man tager et kig på rollelisten til Good Night, and Good Luck., så kan man ikke undgå at blive imponeret. Det er solide karakterskuespillere over det hele, lige fra Jeff Daniels, Reed Diamond og Frank Langella til Robert Downey Jr., Ray Wise (Lauras far i Twin Peaks) til filmens eneste kvinde, udover Dianne Reeves, Patricia Clarkson. Clooney spiller selv Murrows trofaste producer og højre hånd Fred Friendly. De giver alle fremragende præstationer, men den største ros skal dog gå til David Strathairn, der spiller Edward R. Murrow til perfektion. Han ER virkelig Murrow og med den nærmest umærkelige skuespilstil han bruger føler man, at man ser på den rigtige Murrow og ikke bare en skuespiller, der prøver på at spille en rolle. Joseph McCarthy bliver spillet af Joseph McCarthy, hvilket er en lille genistreg. Clooney og hans medforfatter Grant Heslov (der også har en lille rolle i filmen) fandt hurtigt ud af, at det bedste måde at fremstille McCarthy på ville være at bruge de rigtige interviews og optagelser med ham. På den måde kunne publikum ikke komme bagefter og sige, at de havde dæmoniseret eller latterliggjort ham - det klarer han fint selv.

Filmens stil

Filmen er i sort/hvid, hvilket man jo ikke ser så tit nu til dags, på nær i Jim Jarmusch-film (undtagen Broken Flowers) og Schindler's List. Det fungerer godt og de sort/hvide billeder giver filmen en ekstra autencitet. Clooney leger ikke så meget med filmmediet som han gjorde i Confessions of a Dangerous Mind, men det er nok også ganske naturligt, da denne type film ikke ligefrem egner sig til det. På audiokommentaren afslører han nogle af de få tricks, som de bruger i filmen, f.eks. at nogle af elevatorscenerne er optaget på en måde, der går helt tilbage til tv-spillenes barndom, hvor dørene bliver lukket, elevatoren kører rundt (og bibeholder illusionen af at køre op eller ned) og dørene bliver åbnet igen til et nyt set.


Bundlinien

Dette er en typisk snakkefilm a la Thirteen Days, Fail Safe og All the President's Men og det meste af handlingen finder da også sted i tv-studiet, hvor man følger journalisternes kamp mod McCarthy. Det er egentlig ikke en film, hvor der sker specielt meget og den kræver nok et vist forhåndskendskab til McCarthy-æraen og interesse for de amerikanske forhold på den tid, før man vil finde den spændende. Hvis man har dette forhåndskendskab og denne interesse, så er det bestemt en film, der kan anbefales, da dens budskab er lige så aktuelt i dag som dengang.

Det tekniske

Filmen bliver præsenteret i anamorphic widescreen 1.85:1, der er det korrekte format. Billedet er klart og flot og der er ingen synlige fejl på filmprintet. Jeg kunne heller ikke se nogen tekniske fejl i overførslen, så det er slet og ret et imponerende billede, der gør filmen ære.

Man kan vælge at se filmen med Dolby 5.1 eller DTS 5.1 (Scanbox-udgivelsen er den eneste udgivelse i verden med engelsk DTS-lyd). Jeg valgte at høre filmen med DTS-lydsporet slået til og da det jo ikke ligefrem er The Fast and the Furious: The McCarthy Years, bør man ikke forvente at højttalerne bliver banket igennem med den ene voldsomme surroundeffekt efter den anden. Det er derimod et eftertænksomt lille snakke-drama, hvor højttalerne bliver brugt til at lave en atmosfære og hvor dialogen gerne skulle fremstå klar og tydelig, da den jo er det vigtigste. DTS-lydsporet frembringer alle disse ting på det smukkeste, så man føler at man sidder i tv-studiet sammen med journalisterne. Musikken med Dianne Reeves lyder også glimrende på dette lydspor.


Ekstramateriale

• Audiokommentar med George Clooney og Grant Heslov
• Featurette (15.27)
• Trailere (Beyond the Sea, Match Point og Good Night, and Good Luck)

Audiokommentaren med George Clooney og Grant Heslov er en afdæmpet affære, hvor man godt kan mærke venskabet mellem de to og hvor deres humor, især Clooneys, skinner igennem. De kommer rundt om det hele og man hører om baggrunden for at de har valgt at lave en film om Murrow, hvilke tekniske fiksfakserier de har lavet i filmen, om grunden til at McCarthy optræder som sig selv etc. Der er dog desværre nogle pauser i løbet af audiokommentaren, hvor de sagtens kunne have sagt noget, i stedet for at lade scenerne tale for sig selv. Clooney er meget selvironisk og får da også nævnt et par gange, at han engang blev kåret som den andenmest-sexede mand i verden.


Featuretten er interessant, men alt for kort. Der er bl.a. interviews med de rigtige Joe og Shirley Wershba (i filmen spillet af Robert Downey Jr. og Patricia Clarkson), der var konsulenter på filmen. En stor mangel på denne featurette er, at der ikke er nogen tekster på, der kan fortælle seeren, hvem der taler. Et stort minus ved denne skive er reklamen for Dating.dk foran filmen. Ikke engang på Supercross, der nok henvender sig lidt mere til Dating.dk-publikummet, var der en reklame foran filmen. Det er en stor irritation, Scanbox - jeg troede faktisk, at I havde droppet den slags.

Konklusion

Alt i alt er dette en glimrende udgivelse med flot billede og lyd, interessant audiokommentar og ditto featurette (selvom den er for kort) af en fremragende film, der nok ender med at blive en fast bestanddel af undervisningen på gymnasier og universiteter landet og verden over. Clooney har med sin anden film endnu engang vist, at han forstår at skrue en seværdig film sammen og man kan kun glæde sig til at se, hvad han finder på at filmatisere næste gang. Good Night, and Good Luck. ville være en perfekt double feature med Syriana (også med Clooney), når den udkommer 11. juli.

Film: 5/5
Billede: 5/5
Lyd: 4/5
Ekstra: 3/5

Samlet: 4/5

Filmzonen anbefaler!

Kilde: http://www.filmzonen.dk/dvd/anmeldelser/good-night-and-good-luck/

Ingen kommentarer:

Send en kommentar