
I 1600-tallets England blev kvinderollerne på teatret spillet af mænd og ingen mand var mere berømt end Edward Kynaston, som blev beundret og feteret for sine portrætteringer af kvinder. I Richard Eyres ”Stage Beauty”, baseret på Jeffrey Hatchers teaterstykke ”Compleat Female Stage Beauty”, bliver Kynaston spillet af en af vor tids mest undervurderede mandlige skuespillere, Billy Crudup.
”Stage Beauty” handler om forholdet mellem Edward ”Ned” Kynaston (Billy Crudup) og hans påklæderske Maria (Claire Danes). Kynaston bliver en af de sidste mandlige skuespillere til at spille kvinder og Maria bliver en af de første skuespillerinder og vi følger Kynastons problemer med at tilpasse sig mandlige roller og sin seksualitet.
Billy Crudup = the man?
Billy Crudup slog virkelig igennem med sin rolle som den karismatiske guitarist i Cameron Crowes mesterværk ”Almost Famous” og har igennem hele sin karriere vist som en solid og troværdig skuespiller i bl.a. Keith Gordons ”Waking the Dead”, Barry Levinsons ”Sleepers” og Tim Burtons ”Big Fish”. Med sin rolle som Ned Kynaston formår han at gøre manden, der levede af at være kvinde, til en seværdig person og hans akavethed når han skal forsøge at agere mand, er meget overbevisende. Hans kropssprog, mimik og stemmeføring er fænomenal. Claire Danes leverer også en flot præstation, selvom den blegner lidt ved siden af Crudup. Rollegalleriet bliver fyldt ud af en række af Englands bedste skuespillere: Tom Wilkinson, Richard Griffiths og Rupert Everett. Sidstnævnte stjæler hver en scene han er med i og har også nogle af filmens skarpeste og sjoveste replikker.
Flot visuel stil
Filmens visuelle stil minder meget om Philip Kaufmans ”Quills” (som kan anbefales varmt) og 1600-tallets England bliver fremstillet meget realistisk. Hvor man kunne frygte at filmen nemt kunne blive tung og tragisk er den faktisk det stik modsatte. Der er hele tiden en let tone til filmen og selvom Kynastons historie ikke ligefrem er en solstrålehistorie, så bliver den behandlet på en sober og vedkommende måde, uden man bliver irriteret over den. Dette kan i allerhøjeste grad tilskrives Richard Eyres sikre instruktion af alle skuespillerne og det vittige manuskript. Hvis man er interesseret i Shakespeare, så er især filmens sidste scene på teatret en sikker vinder – man sidder og ønsker, at det var muligt at opleve disse skuespillere på teatret, da det er en af de bedste og mest intense repræsentationer af et teaterstykke, der er foreviget på film.
Bundlinien
Eyre får med den sidste scene sat prikken over i'et på denne historie, der fra start til slut er uhyre seværdig og velspillet, men den er nok næppe noget for folk, der betragter Michael Bays film som mesterværker. Crudup og Danes spiller godt sammen og det er en film, der giver stof til eftertanke.
Det tekniske
Billedet står skarpt og klart i anamorphic widescreen 1.78:1. Der er ingen fejl på billedet og de lyse scener fungerer lige så godt som de mørke. I USA er filmen også i 1.78:1, men i England er den i 2.35:1 og jeg ved ikke hvilket format, der er det korrekte. Jeg kunne ikke se nogen steder, hvor billedet virkede for stramt komponeret i denne overførsel, så det må være op til en selv, hvilket format man helst vil have.
Lyden bliver præsenteret i Dolby 5.1 og 2.0. Lyden er for det meste koncentreret i fronthøjttalerne og det er kun sjældent der kommer lidt gang i baghøjttalerne og her er det for det meste musikken, der kommer derom. Dialogen, som det er vigtigt i denne type film, er klar og tydelig.
Ekstramateriale
Ingenting.
Den britiske DVD-udgivelse har en audiokommentar med Richard Eyre, en featurette på 20 minutter og en trailer.
Filmen er tekstet på dansk, svensk, finsk og norsk.
Konklusion
Richard Eyre har lavet en glimrende filmatisering af Jeffrey Hatchers teaterstykke, som er baseret på virkelige begivenheder. Han bliver godt suppleret af Billy Crudup, som endnu engang viser sin store rækkevidde som skuespiller. Filmen er visuelt flot og fortæller en interessant og vedkommende historie, som nok ikke vil appellere til alle. Det er dog bare ret ærgerligt, at denne DVD er fuldstændig ryddet for ekstramateriale og så er der også det lille problem med billedformatet, som ikke virker forkert, men alligevel er anderledes på R2UK-udgivelsen.
Film: 4/5
Billede: 5/5
Lyd: 4/5
Ekstra: 1/5
Samlet: 4/5
Kilde: http://www.filmzonen.dk/dvd/anmeldelser/stage-beauty/1/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar