Kill Bill Vol. 1 og 2 (8. november 2009)

Søndag eftermiddag blev det til et gensyn med Quentin Tarantinos Kill Bill-saga. Selvom det var meningen, at de to film skulle ses som en film, så synes jeg faktisk, at det fungerer rigtig godt med adskillelsen mellem de to film, da de er meget forskellige i opbygning og stil.

Kill Bill: Vol. 1 er Tarantinos hyldest til de gamle Shaw Brothers-film fra 70erne, anime og gode gammeldags hævnfilm som Death Wish. Uma Thurman har den altoverskyggende hovedrolle som The Bride, der hævner sig på sine gamle kollegaer i The Deadly Viper Squad.

Som sædvanlig i Tarantinos film leger han med kronologien og det passer helt godt sammen med Hattori Hanzos replik:

Revenge is never a straight line. It's a forest, And like a forest it's easy to lose your way... To get lost... To forget where you came in.

Vol. 1 er nok det tætteste Tarantino har været på at lave en fuldblods-actionfilm med de mange actionsekvenser iscenesat af den gamle Hong Kong-mester Yuen Wo Ping.

Der er små roller til kultskuespillere som Sonny Chiba (som førnævnte Hattori Hanzo), Gordon Liu (aka Chia Hui Liu) og Michael Parks. I Vol. 1 ser man ikke meget mere til Bill end David Carradines hænder og hører hans stemme, men han er alligevel til stede hele tiden, da der ikke er mange scener, hvor der ikke bliver snakket om ham eller hvor man ser, hvordan han har påvirket personerne i filmen.

Kill Bill: Vol. 2 virker mere som en Tarantino-film end Vol. 1, da han bruger mere energi på dialogen i denne del. Hvor dialogen til tider i Vol. 1 lød meget som noget fra en gammel Charles Bronson-film (kort og fyndig), hvilket højst sandsynligt var meningen, så er dialogen mere gennemtænkt og Tarantinosk i denne film. Dette betyder bestemt ikke, at Vol. 2 kun er en snakkefilm. Den største actionsekvens i filmen er scenen i Budds trailer mellem The Bride og Elle Driver og der bliver da også brugt tid på en god gammeldags træningssekvens mellem Pai Mei og The Bride.

The Brides indespærring i kisten i kapitlet "The Lonely Grave of Paula Schultz" er nok også tilnærmelsesvis det tætteste, som Tarantino har været på en horrorfilm - i øvrigt en scene, som han genbrugte i CSI-afsnittet Grave Danger. Der er også mange scener, hvor tankerne bliver ledt hen på spaghetti westerns, bl.a. scenen hvor The Bride kommer ud af ørkenen a la Henry Fonda i Once Upon a Time in the West.

Michael Madsen og Darryl Hannah er perfekte i rollerne som hhv. Budd og Elle Driver. Madsens nedtonede spillestil passer godt til Budd og Hannah er en herlig skurkinde, især er den sidste sekvens på badeværelset i Budds trailer guld værd.

I Vol. 2 medvirker også en stak kultskuespillere, bl.a. Bo Svenson, Gordon Liu (denne gang som Pai Mei), Michael Parks (denne gang som Kill Bills faderfigur Esteban Vihaio) og Samuel L. Jackson.

David Carradine er med i de fleste af scenerne i Vol. 2 og hans karisma gør, at det er en filmskurk, som man holder af med det samme. Han underspiller Bill-rollen til en sådan grad, at man er lige ved at glemme, at han faktisk stod bag massakren i bryllupskapellet og affyrede det "dræbende" skud i hovedet på The Bride. Ved at spille Bill-rollen så afdæmpet får Carradine vist, at der faktisk gemmer sig et menneske bag uhyret. Som han selv siger i samtalen mellem ham og B.B.:

Bill: Mommy is still angry at Daddy.
B.B.: Why?
Bill: Well sweety, I love Mommy, but I did to Mommy what you did to Emilio.
B.B.: You stomped on Mommy?
Bill: Worse. I shot Mommy. Not pretend shoot, like we were just doing. I shot her for real.
B.B.: Why? Did you want to see what would happen?
Bill: No, I knew what would happen to Mommy if I shot her. What I didn't know is, when I shot Mommy, what would happen to me.
B.B.: What happened?
Bill: I was very sad. And that was when I learned, some things, once you do, they can never be undone.


I begge film spiller musikken en kæmpe rolle. I Vol. 1 er der lagt meget vægt på de actionprægede melodier, bl.a. Santa Esmeraldas "Don't Let Me Be Misunderstood" og Tomoyasu Hoteis "Battle Without Honor or Humanity". I Vol. 2 bruger Tarantino adskillige Ennio Morricone-melodier fra diverse spaghetti westerns (hvor temaet ofte var hævn) og slutter af med de to sange "Malagueña Salerosa" af Chingon og "Goodnight Moon" af Shivaree. Alle melodierne og sangene er yderst velvalgte og er integreret perfekt i filmen, som om de var skrevet til den.

Vurdering: 6/6