Pulitzer-vindende forfatter bag manuskript
Tennessee Williams (1911-1983) er mest kendt for teaterstykkerne Cat on a Hot Tin Roof og A Streetcar Named Desire, som han vandt Pulitzer-prisen for i hhv. 1947 og 1955. I 1950erne og 1960erne blev Williams' teaterstykker filmatiseret af så prominente instruktører som Elia Kazan (to gange), Richard Brooks (to gange), Sidney Lumet, John Huston og Joseph L. Mankiewicz. Skuespillerne i disse filmatiseringer var legender som Paul Newman, Marlon Brando, Richard Burton og Elizabeth Taylor. I alt er hans teaterstykker, noveller, romaner og filmmanuskripter blevet filmatiseret 69 gange, både som tv-afsnit, spillefilm og kortfilm.
Den unge Fisher Willow (Bryce Dallas Howard) er datter af en plantageejer, der har sprunget et dige i luften og dermed slået nogle uskyldige mennesker ihjel. Pga. dette er Fisher meget upopulær i Memphis, hvor hun gerne skulle kunne begå sig i high society-livet. Hun hyrer derfor Jimmy Dobyne (Chris Evans), som i forvejen arbejder for hendes familie på plantagen, til at være hendes kavaler. Hun er forelsket i ham og han kan også godt se mulighederne i at have en ung, rig hustru, da hans far er alkoholiker og hans mor er indespærret på et sindssygehospital. Til en af festerne taber Fisher en meget kostbar dråbeformet diamantørering på vej ud af Jimmys bil og da Jimmy samtidig med flirter med en af de andre kvindelige gæster, bliver Fisher jaloux og ender med at implicere, at Jimmy har stjålet øreringen.
Guld fra gemmerne?
Den dråbeformede diamant er baseret på et ikke-tidligere produceret filmmanuskript af Tennessee Williams fra 1980. Williams havde tilføjet en note, hvor der stod: "historien vil på film kræve en del visuel magi, den slags der tilføjede så meget til nyere film som Coal Miner's Daughter, The Deer Hunter og Apocalypse Now". Den dråbeformede diamant er instrueret af skuespiller/instruktør Jodie Markell, der tidligere har medvirket i små roller i så forskellige film som Todd Haynes' Safe, Jim Jarmuschs Mystery Train, Woody Allens Hollywood Ending og tv-serien Big Love. Hun har tidligere lavet kortfilmen Why I Live at the P.O., baseret på en novelle af Eudora Welty.
Manuskriptet har nogle få lyspunkter, som vil blive nævnt senere i anmeldelsen, men generelt indeholder historien ikke nogen særlig sympatiske eller interessante personer. Selve tyveriet af den dråbeformede diamant kommer for sent i filmen og selv med den lille smule spænding, som det kunne have givet i handlingen, står filmen stort set stille. Det hele virker meget konstrueret og ingen af personerne får på noget tidspunkt tilskuerens medfølelse eller indlevelse og det er en skam, da det jo højst sandsynligt er det, som Tennessee Williams arbejdede henimod. Den eneste person, som virkelig formår at skabe lidt medfølelse i tilskueren, er Addie, spillet af Ellen Burstyn, og det foregår da også meget sigende i en sidehistorie, der ikke bliver ordentligt integreret i handlingen.
Dygtig skuespiller, dårligt skrevet hovedrolle
Bryce Dallas Howard, som tidligere har vist sit talent i Von Trier's Manderlay og har medvirket i så forskellige film som Spider-Man 3 og Lady in the Water, spiller den forkælede rigmandsdatter og hun passer med hendes lidt sarte udseende godt ind i 1920ernes Memphis-miljø. Til rollen som Fisher Willow har Howard tillagt sig en sydstatsaccent, som for det meste er ganske udmærket, men der er nogle gange, hvor den kammer over og bliver lidt for utroværdig. Hun gør hvad hun kan med rollen, men personen Fisher Willow er ikke specielt interessant eller sympatisk skrevet.
I de meget velfungerende scener med en scene-stjælende Ellen Burstyn, der spiller den sengeliggende lamme tante Addie, er Howard ikke troværdig som Fisher Willow, da man har set hvordan hun har opført sig tidligere i filmen. Det er ikke, fordi hun spiller dårligt i scenerne med Burstyn, snarere tværtimod, men hendes opførsel i disse scener er så langt fra hvordan hun var tidligere i filmen, at det skurrer meget i helhedsindtrykket.
En lille sjov detalje er, at i disse scener bliver filmen helt teateragtig, hvor lyset slukkes og de eneste i scenen, der er spot på, er Burstyn og Howard. Med deres habile og ubesværede skuespil får de filmen op på et niveau, hvor man aner, at filmen kunne have været meget vellykket, hvis manuskriptet havde været bedre.
Calvin Klein i 1920erne
Chris Evans startede sin filmkarriere med at smøre flødeskum på sit bryst i spoof-filmen Not Another Teen Movie og har senere medvirket i bl.a. Danny Boyles Sunshine og de to Fantastic Four-film som Johnny Storm/Human Torch og har generelt været meget sympatisk i hans præstationer. Desværre passer Chris Evans slet ikke til rollen som Jimmy Dobyne, hvor han ikke virker til at føle sig tilpas og det meste af tiden er det som at se på en Calvin Klein-model, der er rejst tilbage i tiden til 1920erne.
I denne gennemgang af filmens skuespillere bør det tilføjes, at den altid solide Will Patton spiller Jimmy Dobynes alkoholiserede far, men han bliver ikke brugt nok i filmen. Det samme gælder Ann-Margret, det svenske 60er-sexsymbol, der har en lille og ubetydelig rolle som Willows tante.
Magi i luften?
Som nævnt tidligere mente Tennessee Williams, at en visuelt magisk billedside ville hjælpe historien, hvilket måske kan tilskrives et ønske om at dække over manglerne i manuskriptet. I adskillige sekvenser får fotografen Giles Nuttgens da også billedsiden til at komme flot til live, hvilket vækker minder om klassikere som Gone with the Wind. Denne visuelle gnist forbliver dog ikke til stede igennem hele filmen og til tider er filmen lige så kedelig visuelt, som den er manuskriptmæssigt.
Tennessee Williams' manuskript til Den dråbeformede diamant burde have været blevet i gemmerne, hvor det kunne have været studeret af Williams-aficionados og forblevet den fodnote i Williams' bibliografi, som kvaliteten af manuskriptet rækker til. Efter at have set denne filmatisering forstår tilskueren bedre, hvorfor manuskriptet har ligget og samlet støv siden 1980, da det desværre er for intetsigende og ligegyldigt. Når dette bliver kombineret med Chris Evans' lidt pinlige skuespil og Bryce Dallas Howards problemer med sydstatsaccenten finder man måske nogle af grundene til at denne film, som blev produceret i 2008, indtil videre kun har været vist på enkelte filmfestivaller i USA. Den får dog endelig amerikansk biografpremiere i et begrænset antal biografer i USA d. 30. december 2009, hvor det vil vise sig om de amerikanske anmeldere er mere positivt stemte overfor filmen end jeg var.
Film: 2/6
Ekstramateriale: 0/6
http://www.onfilm.dk/Film/Anmeldelse.aspx?FilmId=16414&AnmeldelseId=4280
Ingen kommentarer:
Send en kommentar