Det hele startede med Tobe Hoopers gyserklassiker The Texas Chain Saw Massacre, der startede med John Larroquettes legendariske voice-over:
The film which you are about to see is an account of the tragedy which befell a group of five youths, in particular Sally Hardesty and her invalid brother, Franklin. It is all the more tragic in that they were young. But, had they lived very, very long lives, they could not have expected nor would they have wished to see as much of the mad and macabre as they were to see that day. For them an idyllic summer afternoon drive became a nightmare. The events of that day were to lead to the discovery of one of the most bizarre crimes in the annals of American history, The Texas Chain Saw Massacre.
Siden dengang er adskillige gyserfilm blevet markedsført som værende baseret på virkelige begivenheder, hvor de mest berømte er The Amityville Horror, Cannibal Holocaust, The Blair Witch Project og Paranormal Activity. The Blair Witch Project var en af de første film, der virkelig udnyttede internettet til at markedsføre en film. Der eksisterede adskillige hjemmesider om de virkelige begivenheder og beretninger om de tre forsvundne unge mennesker.
70ernes reality-horror
Fælles for alle disse film er, at selvom filmene blev kørt frem på at være baseret på en virkelig hændelse og måske endda indeholdt virkelige optagelser, så var de alle fup-historier. Nogle enkelte af dem havde dog basis i virkelige begivenheder, som f.eks. The Texas Chain Saw Massacre. Den var baseret på massemorderen Ed Geins gerninger og de frygtelige ting, der blev fundet på hans gård.
The Amityville Horror var baseret på beretningerne fra Lutz-familien, der havde købt huset i Amityville, hvor DeFeo-familien 13 måneder forinden havde mistet livet i en ufattelig familietragedie, hvor den ældste søn Ronald "Butch" DeFeo, Jr., havde myrdet sin far, mor, to brødre og to søstre. Lutz-familien boede i DeFeo-huset i 28 dage og var til sidst tvunget til at forlade huset pga. mystiske hændelser i huset.
Deres historie blev til Jay Ansons bestseller The Amityville Horror, der i 1979 blev til filmen The Amityville Horror med Margot Kidder og James Brolin i hovedrollerne, efterfulgt af syv fortsættelser - den ene fortsættelse længere ude end den anden - og en genindspilning i 2005 med Ryan Reynolds i James Brolins gamle rolle. Lutz-familiens historie er dog siden hen blevet tilbagevist som værende en fabrikation.
The Blair Cannibal Activity Project
The Blair Witch Project var efter sigende et videobånd, der blev fundet på de tre unge menneskers lejrplads efter deres forsvinden. Den historie har dog intet hold i virkeligheden og er nok mest en moderne og knap så voldelig hilsen til Ruggero Deodatos berygtede kannibal-sjasker Cannibal Holocaust fra 1980, hvor en vigtig del af filmen også var de efterladte filmruller, hvor man fulgte de fire dokumentarfilmskabere og deres knap så heldige opførsel overfor indianerne i den sydamerikanske jungle.
I 2007 lavede instruktøren Oren Peli filmen Paranormal Activity i sit eget hjem. Den blev vist på et par festivaler i 2007 og 2008 og fik sin egentlige premiere i 2009. Ligesom Cannibal Holocaust og The Blair Witch Project blev den markedsført som indeholdende virkelige optagelser af to unge mennesker, der blev hjemsøgt af en dæmon. Iflg. pressematerialet blev optagelserne fundet på deres bopæl af politiet.
Og nu til filmen
Instruktøren Olatunde Osunsanmi (sig det tre gange hurtigt efter hinanden) skrev og instruerede i 2009 gyseren The Fourth Kind med Milla Jovovich i hovedrollen. Den er præsenteret som et miks mellem virkelige og rekonstruerede optagelser. Instruktøren taler i nogle af scenerne med den virkelige Abbey Tyler, som Jovovich spiller i filmen, og virkelige lyd- og videobånd bliver brugt igennem hele filmen.
Som med de tidligere nævnte film kan det diskuteres, hvor virkelige de virkelige optagelser er. Der har været en del irritation fra indbyggerne i den virkelige by Nome i Alaska om at denne film trivialiserer de mange mord og forsvundne mennesker i byen og gør grin med de lidelser, som de efterladte har været igennem. En ekstra lille gimmick, som Osunsanmi har benyttet sig af, er at de skuespillere, der spiller de virkelige personer i de virkelige optagelser, ikke er krediteret på IMDb. Det er faktisk ganske smart gjort, da det giver filmens tilstræbte virkelighedslag en ekstra gang fernis.
I filmen følger man psykiateren Abbey Tyler (Milla Jovovich), der er alene med to børn efter hendes mands død. I den lille by Nome i Alaska har hun sin praksis og her opdager hun, at hendes patienter har haft uhyggelige drømme og har set noget mystisk udenfor deres vinduer. Efter hun hypnotiserer en af dem begynder det at gå fuldstændig galt og hun får en anelse om, at forklaringen på deres problemer muligvis skyldes noget, der ikke kommer fra denne verden. Måske hænger deres mareridt sammen med de mange forsvundne og myrdede mennesker i den lille by?
Teknisk sublim horrorfilm
Rent teknisk er filmen i top, billed- og lydmæssigt. Mange af scenerne mikser rekonstruerede scener sammen med de virkelige VHS-optagelser, inkl. video-fejl. Dette bliver gjort med split-screen, hvor billederne bliver sat sammen og overfor hinanden. Den sorte skillelinje mellem de to næsten ens scener kører frem og tilbage mellem dem, så man bliver opmærksom på, at den rekonstruerede scene er identisk med virkeligheden. Lydmæssigt bliver optagelserne også mikset sammen på forbilledlig vis, så den virkelige optagelse er i den ene højttaler og den rekonstruerede optagelse er i den anden. Dette fungerer perfekt og når det bliver sat sammen med mikset af rekonstruerede scener og virkelige scener, så er illusionen komplet.
Fotograferingen og selvsagt klipningen er også i top i denne film. Fotograferingen af Lorenzo Senatore, som tidligere har været kameramand på en stak direkte-til-DVD-film (bl.a. Lake Placid 2, Return to House on Haunted Hill og Starship Troopers 3: Marauder) er flot med stærke farver og giver et godt billede af kulden i Alaska, hvilket er ret imponerende, når man tænker på, at filmen er indspillet i Canada og Bulgarien.
The owls are not what they seem
Desværre fungerer filmen ikke specielt godt rent fortælleteknisk. Den kører ud af en lige linje hele tiden uden nogen svinkeærinder eller nytænkning. Hvad man har regnet ud eller forudset indenfor de første fem minutter dukker også op i filmen. Horrorscenerne er af BANG-typen, hvor en chokeffekt bliver accentueret af en meget høj lydeffekt. Som et eksempel kan tages en scene, hvor Abbey og hendes mand hygger sig i sengen. Dialogen er på et passende lavt niveau og musikken er meget romantisk. BANG - lige pludselig er der en, der dolker hendes mand i brystet. Hun skriger og lyden bliver skruet op. Efter min mening er den type chokeffekt en meget doven måde at lave horrorfilm på og en fallit fra filmmagerens side, hvor han rent ud siger, at stemning og atmosfære gider han ikke rigtig spilde tiden på og hellere vil levere chokkene lige i ansigtet og ørerne på tilskueren.
Til sammenligning er horrorscenerne i Paranormal Activity mere velfungerende, da der her bliver gjort et hæderligt forsøg på at bygge en stemning op og i nogle enkelte scener vækker den svage mindelser om intensiteten i Friedkins horror-klassiker The Exorcist.
I The Fourth Kind er det stort set kun ugle-scenerne, der fungerer lidt som en slags opbygning af en uhyggelig stemning. Der er bare for lidt af den slags.
Ganske okay skuespil og flot score
Milla Jovovich, Luc Bessons ekskone og tidligere muse, gør det egentlig okay som Abbey Tyler, men i nogle af de følelsesprægede scener sælger hun ikke varen særlig troværdigt. De glimrende karakterskuespillere Will Patton og Elias Koteas gør det ganske udmærket i deres roller, selvom Patton har en uvane med at overspille i nogle af scenerne.
Musikken af den islandske Atli Örvarsson er nok et af de største plusser i filmen, udover den tekniske side, som jeg beskrev tidligere. Örvarsson har tidligere stået bag musikken til film så forskellige som Vantage Point, Stuart Little 3 og Mathieu Kassovitz' mislykkede Hollywood-film Babylon A.D.
I The Fourth Kind bliver den stemning og uhygge, som instruktøren Osunsanmi ikke formår at levere med sit manuskript, i det mindste forsøgt leveret med dette score.
Filmen lever ikke op til traileren
At dømme ud fra den ret uhyggelige trailer, så måtte det her jo blive et mesterværk indenfor horrorgenren. Dette bliver desværre ikke leveret, da historien er ret uinteressant, skuespillet ganske okay uden at være bemærkelsesværdigt og horroren udebliver, da Osunsanmi overspiller sit chokkort og derved underminerer sin egen historie. Musikken af Atli Örvarsson og det rent tekniske (billed- og lydmæssigt) er i top, men det er bare en skam, at det ikke kommer til sin ret i en bedre film.
The Fourth Kind er en videreudvikling af den side af horrorgenren, som blev startet med The Texas Chain Saw Massacre i 1974, kørt videre i Deodatos Cannibal Holocaust og affødt The Blair Witch Project og Paranormal Activity indenfor de sidste 11 år. Som et eksempel på hvad man kan gøre med nutidens teknik (klipning, lydmiks, fotografering) er The Fourth Kind et skoleeksempel på en velfungerende film, men som en horrorfilm lander den meget tungt og fladt på jorden.
Det tekniske:
Lorenzo Senatores fotografering, som får denne film til at fremstå mere vellykket end den egentlig er, bliver fremvist på smukkeste vis på denne BD. Farverne og detaljerne er skarpe til alle tider, undtagen i de scener, hvor de ikke skal eller kan fremstå på denne måde, som i f.eks. VHS-scenerne.
Lyden er i DTS HD-Master Audio 5.1 og Dolby Digital 5.1. Osunsanmis chokeffekter kommer til deres ret på disse lydspor, hvor de kan få folk til at hoppe op af stolen af skræk. Mikset af lyden er til tider ret frustrerende, da det kan skifte fra et lavt taleniveau til et hysterisk højt niveau, når der kommer en chokeffekt. Dette er dog højst sandsynligt meningen fra instruktørens side og ikke en fejl på denne BD.
Der er intet ekstramateriale på denne skive.
Film: 2/6
Ekstramateriale: 0/6
http://www.onfilm.dk/Film/Anmeldelse.aspx?FilmId=16770&AnmeldelseId=4425
Ingen kommentarer:
Send en kommentar