Den bedste boblebads-tidsrejsefilm i mange år - se den, hvis du er til tidsrejsefilm med et godt 80er-twist ..
John Cusack havde sit gennembrud i 80erne med sine hovedroller i ungdomsfilmene The Sure Thing, Better Off Dead... og One Crazy Summer. Han medvirkede også i små, men vigtige, roller i den ret oversete The Journey of Natty Gann og Rob Reiners Stephen King-filmatisering Stand By Me. Han fortsatte med hovedrollen i Cameron Crowes lille perle Say Anything... og i 90erne viste han mange facetter af sit talent i så forskellige film som Con Air, Being John Malkovich, Grosse Pointe Blank og i Woody Allens Bullets Over Broadway spillede han den rolle, som førhen ville have været udfyldt af Woody.
I det nye årtusind har han også vist mange forskellige sider på det store lærred i bl.a. Nick Hornby-filmatiseringen High Fidelity, spøgelsesjægeren i 1408 og en rolle i den knapt så vellykkede katastrofefilm 2012, som forhåbentlig har givet Cusack lidt ekstra smør på brødet, om ikke andet. Med Hot Tub Time Machine er han vendt tilbage til det årti, der gjorde ham til stjerne.
De tre venner Adam, Lou og Nick samles igen efter Lou måske/måske ikke har forsøgt at begå selvmord og er røget på hospitalet. De bestemmer sig for, sammen med Adams nevø Jacob, at tage tilbage til den partyby, hvor de festede igennem i de glade 80ere. I den lille by venter der dem en grim overraskelse: der er ikke meget party-uartig over den mere, da den er så godt som død. I stedet for må de nu nøjes med at drikke sig i hegnet og fjotte rundt i boblebadet, der hører til deres lejlighed.
Næste morgen vågner de op og er nu transporteret tilbage i 1986 med det magiske boblebad. Når de kigger sig i spejlet ser de sig selv, som de så ud dengang og de må nu forsøge at lade være med at ændre på fortiden for at fremtiden også vil være den samme, når de på en eller anden måde vender tilbage dertil. Det betyder at Lou skal lade sig gennembanke, Nick skal floppe med sit band og Adam skal slå op med sin lækre kæreste. Jacob, der jo ikke eksisterede i 1986, møder sin mor, som er noget mere udadvendt, for at sige det mildt, end han er vant til. Det hele går selvfølgelig ikke helt, som det skal.
It's called male bonding okay. Haven't you even seen "Wild Hogs"?
De fire bærende hovedroller i Hot Tub Time Machine spilles af så forskellige skuespillere som førnævnte John Cusack (der også har produceret), Craig Robinson (kendt fra adskillige Judd Apatow-film, den amerikanske The Office-serie og Kevin Smiths Zack and Miri Make a Porno), Rob Corddry (bedst kendt som Ashton Kutchers ven Hater i What Happens in Vegas og en stak komedier med Will Ferrell) og Clark Duke (kendt fra Kick-Ass, Sex Drive og tv-serien Greek).
De er alle habile komikere og gør det hver især rigtig godt med hver deres storyline i filmen. Craig Robinson er nok den af de fire, der gør det største indtryk: hans scene, hvor han synger "Let's Get It Started" med sit band er fremragende og passer godt ind i 80er-universet, hvor den slags scener ofte forekom i denne genre. Hans deadpan-humor er også yderst velfungerende, især scenen, hvor han siger filmens titel er ret vellykket.
Det kvindelige islæt i filmen udfyldes af Lyndsy Fonseca (Kick-Ass og John Carpenters kommende gyser The Ward), Lizzy Caplan (Mean Girls, Cloverfield og Danny Boyles kommende drama 127 Hours) og Collette Wolfe (Observe and Report, 17 Again). De passer alle tre godt ind i filmen, hvor Lizzy Caplan bør fremhæves for hendes lille rolle som rockjournalist.
You are the patron saint of the totally fucked. You're completely toxic. There's nothing you can't kill. You're the fucking Violator!
Der er selvfølgelig også blevet plads til nogle 80er-koryfæer i denne film, der hylder de grovkornede 80er-komedier. Crispin Glover, der spillede Marty McFlys far i den beslægtede tidsrejse-film Back to the Future, Chevy Chase (der havde sin storhedstid i 80erne med bl.a. Vacation-filmene, Caddyshack og Spies Like Us) og en lille rolle til en ægte 80er-skurk: selveste William Zabka. Navnet virker måske ikke så bekendt, men det var Zabka, der spillede Johnny Lawrence i The Karate Kid fra 1984. Det var ham, der af Kreese, hans sensei, blev beordret til at "Sweep the leg!" Det giver filmen lidt mere vægt, når disse skuespillere, der ligesom John Cusack kom frem i 80erne, er med i mindre roller.
Stilen i Hot Tub Time Machine har ramt 80er-ånden ret godt. Den er tilpas grovkornet og fræk på den gode gammeldags 80er-måde, som mange moderne komedier kunne lære noget af. Det er ikke noget mesterværk, men det var der nu også meget få 80er-komedier, der var. Og ikke mindst, så er det rart at se John Cusack tilbage i komediegenren, hvor han trådte sine barnesko i 80erne.
Ekstramateriale
Man kan vælge at se filmen i to udgaver: rated og unrated. Forskellen er på ét minut.
Selve ekstramaterialet består af slettede scener og forlængede scener. Der er ikke mange minutter, men det der er, er så også ganske sjovt, bl.a. bliver Rob Corddrys improvisations-evner sat på en prøve i scenen med ham og Craig Robinson i en noget penibel situation.
Billede og lyd
Begge dele er, som forventet, i en rigtig god kvalitet. Lyden fungerer glimrende i scenerne med musik og i scenen med boblebads-tidsmaskinen sidst i filmen.
Film: 4/6
Ekstramateriale: 2/6
http://www.onfilm.dk/Film/Anmeldelse.aspx?FilmId=17307&AnmeldelseId=4889
Ingen kommentarer:
Send en kommentar