onsdag den 21. november 2012

Anmeldelse #23: Day of the Animals (18/6-2011)

I århundreder har de været det jagede vildt! Nu slår de igen! Dyrene hævner i denne gyserfilm fra manden bag Grizzly, hvor det farligste dyr muligvis ikke er slangerne, pumaerne, fuglene eller rotterne, men derimod Leslie Nielsen og hans overspil. Bedøm selv i Day of the Animals!



Filminstruktøren William Girdler startede sin karriere med at lave to low-budget-gysere Asylum of Satan og Three on a Meathook i hhv. 1972 og 1973. Disse film tiltrak interesse fra AIP (American International Pictures), der havde stået bag adskillige kultfilm i 1950erne og 1960erne, bl.a. Roger Cormans Poe-filmatiseringer og biker-filmen The Wild Angels med Peter Fonda og Nancy Sinatra. De havde også stået bag distributionen af adskillige importerede genre-film, bl.a. Mario Bavas Planet of the Vampires. Efter Girdler blev ansat af AIP lavede han tre blaxploitation-film: The Zebra Killer (1974), Exorcist-klonen Abby (1974) og Pam Grier-filmen 'Sheba, Baby' (1975).

Efter disse tre film havde Girdler opfyldt sin kontrakt for AIP og efter den instruerede han Project: Kill (1976) med Leslie Nielsen, en agent-film filmet på Filippinerne, som efter sigende skulle være oplagt materiale for MST3K. Hans næste projekt var Grizzly (1976), som handlede om en gigantisk grizzly-bjørn, der angriber campister i en nationalpark i USA. Den blev en kæmpe succes og var på det tidspunkt den mest indtjenende independent-film nogensinde, en rekord, der dog blev slået af John Carpenter's Halloween i 1978. Efter Grizzly blev en kæmpe succes fik Girdler blod på tanden til at lave endnu en animal horror-film og det blev Day of the Animals i 1977. Dette blev hans næstsidste film, da han efter at have optaget The Manitou (1978) døde i en helikopter-ulykke på Filippinerne i 1978, hvor han var ved finde locations til sin tiende film på seks år.

Først: en bjørn! Nu: alle dyr!
I Grizzly var skurken en kæmpemæssig grizzly-bjørn, der angreb, flænsede og dræbte gæster i en nationalpark i USA. I Day of the Animals (1977) er det alle dyr i et bjergområde, bl.a. pumaer, fugle, rotter, ørne, hunde og slanger, der begynder at angribe mennesker. I Day of the Animals er forklaringen på denne adfærd et hul i ozonlaget, der påvirker dyr, der befinder sig i en bestemt højde. Der var ikke nogen forklaring på grizzly-bjørnens opførsel i Grizzly.

Der er et par gengangere fra Grizzly med i Day of the Animals: Christopher George og Richard Jaeckel. Christopher George medvirkede i adskillige John Wayne-film, bl.a. Chisum fra 1970, der i øvrigt også havde Jaeckel på rollelisten. George havde et ret stort hit med tv-serien Rat Patrol (1966-68) og medvirkede i løbet af sin karriere i adskillige andre tv-serier og genre-film (han er bl.a. med i Lucio Fulcis The City of the Living Dead og James Glickenhaus' The Exterminator). Hans dødsscene i Franco Nero-ninjafilmen Enter the Ninja (1981) er blevet kult på YouTube pga. hans OTT-måde at spille den. Bedøm selv her: http://www.youtube.com/watch?v=0o7HKqvuO1U

Richard Jaeckel var med i et hav af tv-serier og adskillige klassiske film, bl.a. The Gunfighter (1950), The Dirty Dozen (1967) og Pat Garrett and Billy the Kid (1973). Han sluttede sin karriere af med at spille Lt. Ben Edwards i de første fire sæsoner af Baywatch.

Ligesom i Grizzly er Susan Backlinie, det første offer i Jaws, med i en lille rolle. Endnu en gang er hun det første offer for de blodtørstige dyr. I mindre roller ser man en ung Andrew Stevens, Michael Ansara, Ruth Roman og Christopher Georges hustru Lynda Day George, der spillede sammen med sin mand i adskillige film, tv-film og tv-afsnit.

Leslie Nielsen = filmens farligste dyr
I en ret mindeværdig rolle, men måske ikke helt på den rigtige måde, finder man Leslie Nielsen som en racistisk forretningsmand, der bliver mere og mere vanvittig, som filmen skrider frem. Han stjæler alle scener, men det er desværre pga. et utroligt overspil, der underminerer det lillebitte klippestykke af realisme, som filmen balancerer usikkert på.

I Leslie Nielsens scener bliver klippestykket sparket ud over kanten og siddende overskrævs på det mod afgrunden, lidt a la Slim Pickens på atombomben i Dr. Strangelove, finder man en rablende skuespiller, der (i samme scene) først forsøger at voldtage en ung kvinde, hvor han kort tid forinden har myrdet hendes kæreste med en kraftig gren, og dernæst går han (med bar overkrop, selvfølgelig) i nærkamp med en bjørn. Og det er ikke bjørnen, der angriber, men derimod Leslie Nielsen...

Det er meget muligt, at manuskriptet er skrevet på denne måde, men efter Leslie Nielsen har været i gang med scenen, er der ikke meget, som kan reddes. Ingen tvivl om, at det er vildt underholdende at se den senere Frank Drebin gå fuldstændig OTT med sin rolle, men hvor resten af skuespillerne spiller deres roller rimeligt realistisk, stikker han gevaldigt ud. Man må huske på, at på dette tidspunkt var Leslie Nielsen endnu ikke kendt for sine komiske roller i komedieperler som Airplane! og The Naked Gun-serien, men derimod som en ganske dygtig karakterskuespiller i Forbidden Planet, The Poseidon Adventure og adskillige seriøse tv-roller.

Det er lidt underligt, at Nielsen har fået lov til dette af Girdler, som ellers holdt skuespillerne i sin tidligere Grizzly i rimelig stram snor og fik nogle fine præstationer ud af dem. Dog må det siges, at Christopher George og Richard Jaeckel også er bundsolide i denne film og især George leverer varen.

Rotterne angriber - og det samme gør Leslie Nielsen
Hvor effekterne i Grizzly var meget overbevisende og grizzly-bjørnen tilpas skræmmende er det ikke alle angrebs-scener i Day of the Animals, der fungerer lige godt. Her tænker jeg især på de flyvende/springende rotter, der angriber sheriffen. Ja, du læste rigtigt. Som med Leslie Nielsens præstation er en scene som den med rotterne med til at skubbe filmen længere ud end den egentlig fortjener.

Day of the Animals er faretruende tæt på at være kitsch til tider og det er lidt en skam, da der faktisk gemmer sig en ganske fin og tankevækkende historie, omend måske ikke videre realistisk, under overfladen. Det er også ærgerligt, at det generelt fine arbejde med de mange forskellige dyr i filmen, bliver begravet af Leslie Nielsens He-Man-præstation og flyvende rotter.

Ekstramateriale
Når man starter skiven op, så er det tv-versionen man ser. Hvis man vil se filmen i dens rette format, så skal man ind i ekstramaterialet på skiven. På skiven finder man nemlig to versioner af filmen: tv-versionen i 1.78:1 og biografversionen i 2.35:1. Den eneste forskel, bortset fra beskæringen, er en genindsat racistisk replik fra Leslie Nielsen rettet mod Michael Ansaras indianer. TV-versionen er ret flot, men den er desværre i ret tydelig pan & scan. Det er nemlig ikke et open matte-print, hvor der er mere luft foroven og forneden, men derimod er det et 4:3-print til fjernsynet, som har fået sorte bjælker foroven og forneden for at gøre den anamorphic. Printet er meget rent og pænt, hvilket man bestemt ikke kan sige om biografversionen i det korrekte brede format. Hvis man gerne vil se en film, som man gjorde i de gode gamle dage i en snusket biograf med masser af skidt og stads på printet, så leverer Day of the Animals i 2.35:1 det rette grindhouse-feel.

Derudover er der en audiokommentar med skuespillerne Lynda Day George og Jon Cedar. Det er ganske interessant, men lidt af en pine at komme igennem, da lydkvaliteten er frygtelig. Featuretten Something Was Out There fra 2006 indeholder interviews med Jon Cedar, Susan Backlinie og Paul Mantee og er i noget bedre kvalitet end audiokommentaren. Der er mange gode anekdoter om filmens tilblivelse. Skiven indeholder også et plakatgalleri, filmens trailer og biografier.

Det er i øvrigt en lidt underlig bemærkning om Leslie Nielsen, der er på filmens bagsidecover: "(filmen) byder på en tidlig optræden af Leslie Nielsen" - tja, det er vel det, som man kalder en sandhed med modifikationer. På dette tidspunkt (i 1977) havde Leslie Nielsen medvirket i film og tv-serier i 27 år siden hans debut i 1950.

Film: 3/6
Ekstramateriale: 3/6

http://www.onfilm.dk/Film/Anmeldelse.aspx?FilmId=18160&AnmeldelseId=5575

Ingen kommentarer:

Send en kommentar