Hvad ville du gøre, hvis du fik en uge fri fra dit ægteskab og måtte gøre alt hvad du havde lyst til, uden konsekvenser? De to ægtemænd Rick og Fred er begyndt at gøre sig uheldigt bemærkede med nogle pinlige episoder og deres hustruer Maggie og Grace beslutter sig for, at de trænger til en uges fri fra ægteskabet, hvor alt er tilladt. Måske kan det hjælpe på de to mænd, der lader til at være kørt trætte i deres liv med deres familier og den faste daglige trummerum. Rick og Fred tager imod tilbuddet med kyshånd og begynder straks at planlægge en vanvittig uge med druk, sex og ingen bekymringer.
I hovedrollerne som Rick og Fred ses Owen Wilson og Jason Sudeikis, som er garanter for nogle sjove replikker og humoristiske scener. De har begge været med i film og serier, hvor de har været noget af det bedste med deres roller: Wilson i Meet the Parents-filmene og Sudeikis i Saturday Night Live-showene og den knapt så vellykkede Horrible Bosses, hvor han dog leverede nogle af de største grin.
Begge skuespillere yder deres bedste som de to ægtemænd, der lige pludselig får lov at stå på egen hånd for første gang i mange år. Der er mange sjove episoder og ideer, der ikke bliver dårligere af Wilson og Sudeikis' komiske timing.
Komiske hustruer og gode birolle-skuespillere
Hustruerne Maggie og Grace spilles af Jenna Fischer og Christina Applegate, der begge har en fortid indenfor komediegenren, med hhv. hovedroller i The Office (US) og Married with Children. De gør det godt som de to hustruer, der nu kommer til at stå på egne ben for første gang i mange år. Deres del af historien er mere drama end egentlig komedie, men det opvejer ganske fint de mere gakkede øjeblikke i ægtemændenes historie.
Komikeren Larry Joe Campbell, kendt fra According to Jim, og Stephen Merchant, Ricky Gervais' faste sparringspartner, udgør sammen med den altid pålidelige Richard Jenkins bagtæppet for Wilson og Sudeikis' uge uden bekymringer. Campbell og Merchant spiller to af deres venner, der til at begynde med følger de to ægtemænd for at se hvilke eventyr de kommer på, og Jenkins spiller den aldrende playboy Coakley, der er "A Beautiful Mind med kvinder", som han bliver beskrevet af en af hovedpersonerne. Det er en ret sjov rolle for Jenkins, der ellers er mest kendt for hans solide karakterroller, men han har igennem årene også leveret fin komik i andre af Farrelly-brødrenes film, bl.a. som psykiateren i There's Something About Mary og som en af agenterne i Me, Myself & Irene.
Peter og Bobby Farrelly: Dum og dummere?
Peter og Bobby Farrelly slog igennem med kæmpehittet Dumb & Dumber, der var en del af den trio af film i 1994, der gjorde Jim Carrey til stjerne - de to andre var Ace Ventura: Pet Detective og The Mask. Den sikrede de to brødre en plads i filmhistorien med deres utraditionelle, politisk ukorrekte og helt igennem forfriskende humor. Den svære toer blev bowling-komedien Kingpin i 1996 med den veloplagte trio Woody Harrelson, Randy Quaid og Bill Murray i hovedrollerne. Den blev dog ikke en lige så stor succes som Dumb & Dumber, men Farrelly-brødrene vendte stærkt tilbage med There's Something About Mary i 1998, der blev deres største hit til dato og den fik endda overraskende positive anmeldelser.
Derefter er det gået noget ned ad bakke med brødrenes film: personlighedsspaltnings-komedien Me, Myself & Irene fra 2000, tegnefilmen Osmosis Jones fra 2001, mand-ser-det-smukke-indre-i-tykke-personer-komedien Shallow Hal fra 2001, siamesiske tvillinger-komedien Stuck on You fra 2003, Fever Pitch-genindspilningen The Perfect Catch fra 2005, endnu en genindspilning med The Heartbreak Kid fra 2007 og nu Hall Pass. Alle filmene har tjent ganske godt, undtagen Osmosis Jones, men magien er ikke til stede i samme grad som den var i Dumb & Dumber, Kingpin og There's Something About Mary fra brødrenes storhedstid i 1990erne. De har måtte kæmpe mod de mange instruktører og producere, der har forsøgt at kopiere deres anarkistiske stil i film og filmserier så forskellige som American Pie, Meet the Parents, Van the Man, Tomcats og The Hangover.
Det har betydet, at Farrelly-brødrene har været nødt til at skrue op for den ulækre humor, som ellers har været forholdsvis nedskruet i deres tidligere film. I Hall Pass er der en del scener og situationer, som kun er med for at vise hvor langt ud man kan komme i en almindelig Hollywood-film, uden at den behøver at være instrueret af John Waters. De hjælper desværre ikke filmens humoristiske niveau og man sidder lidt og tænker: er det virkelig nødvendigt?
Grov humor vs. toilet-humor
Hall Pass fungerer bedst i dialog-scenerne mellem Wilson og Sudeikis, hvor den grove humor kommer til sin ret, bl.a. i scenen med overvågningskameraerne, hvor de to venner sviner deres værter til, uden at vide at de bliver filmet. Scenerne med deres venner og især dem med Richard Jenkins som Coakley er meget velfungerende og ikke mindst sjove. Stephen Merchants scener er ret geniale og man kunne godt tro, at han har haft en finger med i spillet på den scene, som er under rulleteksterne, hvor han selv får tilbudt et alt tilladt-kort. Den er næsten for sort, på den britiske måde, til at Farrelly-brødrene kan have udtænkt den.
Problemet med mange af de nyere film fra Farrelly-brødrene er, at de gerne vil have en morale smidt ind imellem de mange pik og patter-jokes. Det virkede påklistret i en film som Shallow Hal og det virker ikke mindre påklistret i Hall Pass. Bevares, der skal være plads til lidt alvor, men det virker bare ikke særligt gennemtænkt i min optik. Det virker mest som en slags legitimering af de mange grovkornede jokes og hvis de skal legitimeres, hvad er så pointen? Stoler de ikke nok på deres egen komiske sans til at lade de mange jokes og ideer stå for sig selv?
Man kan så indvende, at Farrelly-brødrene er blevet ældre og klogere og de måske ser lidt anderledes på verden nu hvor de måske har fået koner og børn. Det er fint nok, men det bliver desværre bare lidt for homogent og kvalmende sentimentalt, når de to ægtemænd kommer hjem til deres hustruer efter en uge, hvor de har haft muligheden for at slå gevaldigt til søren (og egentlig ikke har gjort det), og nu kan se, at deres liv faktisk var perfekt i forvejen. Det ville have klædt Hall Pass, ligesom det ville have klædt en film som f.eks. Horrible Bosses, at blive lidt mere mørk og have undersøgt de mange muligheder til bunds, som sådan et alt tilladt-kort kan give adgang til.
Konklusion
Hall Pass er dog en til tider ret sjov komedie, som fungerer bedst, hvis man i forvejen er fan af enten Owen Wilson eller Jason Sudeikis, eller bare gerne vil se den nyeste film fra Farrelly-brødrene. Den byder ikke rigtig på noget nyt under solen, men man er alligevel ganske godt underholdt. Problemerne med filmen er de ret demonstrative grænseoverskridende scener og så det at filmen insisterer på at have en morale, lige meget hvor påklistret den så end virker. Hall Pass fungerer nok bedst som tømmermands-underholdning på en regnvåd søndag.
Ekstramateriale
Der er en slettet scene med Richard Jenkins og Owen Wilson, hvor de bliver stoppet af en politibetjent og Coakley viser, at han også har styr på det med at narre en person fra ordensmagten. Et gag reel på ca. to minutter er til stede, men det er bare lidt for kort. Derudover kan filmen ses i biografversionen på 105 minutter eller den udvidede udgave på 112 minutter.
Film: 3/6
Ekstramateriale: 2/6
http://www.onfilm.dk/Film/Anmeldelse.aspx?FilmId=17575&AnmeldelseId=5747
Ingen kommentarer:
Send en kommentar