
Hvis du trak vejret i 1989, så kan du ikke have undgået at have hørt om "Batman". Den var årets film og årets event. Man kunne få Batman-soundtrack(s), Batman-roman, Batman-sokker, Batman-maske, Batman-plastre og meget, meget mere. Det var den første film, der virkelig udnyttede franchise-mulighederne og skabte så meget postyr, at man bare skulle se den. Man blev bombarderet med Batman-logoet overalt og Princes "Batdance" blev spillet igen og igen i radioen. Der var så meget udenomssnak, at man godt kunne overse, at filmen faktisk var ganske god og egentlig godt kunne have fået succes uden al hypen. Det var Tim Burtons første store studiefilm og hans første forsmag på hvad det betyder at lave film med de tunge drenge. Siden hen har han lavet mange store film med endnu flere stjerner og millioner postet i produktionen, men det var med "Batman" at han trådte sine barnesko med en blockbuster-film.
"I am Batman"
Den excentriske millionær Bruce Wayne (Michael Keaton) har som barn set sine forældre blive skudt ned af en gal tyv og dette har foranlediget ham til at dedikere sit liv til at bekæmpe forbrydelse. Dette gør han som Nattens Ridder: Batman. Da Jokeren (Jack Nicholson) overtager byens gangstersyndikat og spreder skræk og rædsel med sine sindssyge påfund må Batman tage kampen op.
"I have given a name to my pain, and it is Batman"
Lige fra det øjeblik Danny Elfmans score brager ud af højttalerne ved man, at der venter en oplevelse af de helt store. Tim Burton bruger musikken lidt på samme måde som Sergio Leone brugte Ennio Morricones musik i sine film - det er en ekstra medspiller, som er lige så vigtig som de egentlige skuespillere. Burtons sans for den dystre og mørke stemning, der er blevet hans varemærke, er på plads i denne film og passer godt til Batman-universet, især den del af det, som Frank Miller og andre tegnere i hans generation er synonyme med. De ekspressionistiske kulisser og den tidløse stil fungerer perfekt og der er ikke en finger at sætte på selve produktionen. Actionscenerne, som Burton indrømmer på audiokommentaren ikke er hans force, er velfungerende og overbevisende og passer godt ind i filmens stil.
"You want to get nuts? Come on! Let's get nuts!"
Filmens helt store trumfkort er Jack Nicholson, der i rollen som Jokeren har en af sin karrieres bedste roller, der samtidig giver ham mulighed for at spille på sin velkendte personlighed, hvor hans skæve øjenbryn kan sige mere end ord. Han får godt modspil af Michael Keaton, som mange mente var en alt for svag personlighed - og så endda komiker - til at kunne spille den mørke rolle som Batman tilfredsstillende. Burton havde tidligere instrueret Keaton i spøgelseskomedien "Beetlejuice" og var sikker på, at Keaton var perfekt i rollen som den tragiske helt. Som Burton siger på audiokommentaren (og i dokumentarerne) var Michael Keaton en person man ville tro på, at han var nødt til at klæde sig ud som flagermus for at kunne bekæmpe forbrydelse.
"You set me up over a woman, a WOMAN! You must be insane..."
Filmens love interest bliver spillet af Kim Basinger, der tre år tidligere havde haft stor succes med sin medvirken i Adrian Lynes erotiske film "Nine ½ Weeks". Hun er da også sexet i denne film, men kan ikke undgå at virke lidt irriterende med sin evindelige skrigen over selv den mindste ting. Det kunne have været interessant at have set Sean Young i denne rolle, som det oprindeligt var meningen. Hun havde fået rollen, men på en ridetur faldt hun af hesten og brækkede kravebenet. Kim Basinger skal forestille at være en fotojournalist, som tidligere har været i Corto Maltese for at dække krigen. Dette er ikke særligt overbevisende, for at sige det mildt. Hendes kollega på Gotham Globe bliver spillet af Robert Wuhl, der ikke har særligt meget at lave i filmen. Han er med i korte glimt i løbet af filmen, men hans rolle bliver aldrig til mere end en fodnote. Jack Palance spiller Jack Napier/Jokerens boss, og dette gør han med en voldsomhed og intensitet, der gnistrer på skærmen. Man kan ikke rigtig forestille sig andre skuespillere, der ville have været overbevisende som Jokerens boss. Billy Dee Williams, Lando Calrissian i Star Wars-filmene, spiller Harvey Dent, som i tegneseriens univers senere blev til Two-Face. Det var også meningen, at Williams skulle have spillet rollen i en sequel og han havde det i sin kontrakt, men da "Batman Forever" blev en realitet i 1995 blev han købt ud af kontrakten. Rollen gik til Tommy Lee Jones, der på det tidspunkt red højt på bølgen af succeser som "Under Siege", "The Fugitive" og "The Client" og var et større navn end Billy Dee Williams, der mest var kendt for sin medvirken i Lucas' rumopera.
Michael Gough og Pat Hingle er de eneste skuespillere, der går igen i alle fire Batman-film - henholdsvis som Bruce Waynes loyale butler Alfred og som politidirektør Gordon. Michael Gough var, ligesom Vincent Price og Christopher Lee, et af Burtons idoler, da han var barn og nu hvor han var blevet filminstruktør havde han fået muligheden for at arbejde sammen med ham. Senest har Burton brugt ham i "Corpse Bride", hvor han lægger stemme til Elder Gutknecht.
"We have a flying mouse to kill, and I wanna clean my claws"
Som tidligere nævnt er Danny Elfmans musik en meget vigtig del af filmen og det er svært at forestille sig "Batman" uden denne komponent. Man kunne så til gengæld godt ønske sig, at den ikke var blevet inficeret med Prince-numrene, som blev skrevet specielt til denne film. Det er ikke hans bedste time og det er det eneste, der virkelig daterer filmen og skriger 80er-film. Hvis de numre ikke havde været med, havde filmen været tidløs. Numrene bliver mest brugt som underlægning til Joker-scenerne, hvor de skal forestille at være hans party-musik. Dette fungerer dog ikke rigtig og det eneste Prince-numrene virker som, er som product-placement, hvilket de da også er.
"Where does he get those wonderful toys?"
Er Michael Keaton bedre eller dårligere end Christian Bale i rollen som Batman? Han er nok lige en tak under Bales kraftpræstation i Nolans lille perle og forskellen ligger i de små nuancer og de to forskellige universer, som Batman-filmene foregår i. Keaton er nogle gange lige så sindssyg som de skurke han kæmper imod - her kan især hans scene med ildrageren overfor Jokeren i Vicki Vales lejlighed fremhæves. Man tror på, at denne mand har dybe psykiske problemer, som kun kan lægges bag sig, når han tager kappen på. I Nolans film er Batman fremstillet en del mere nuanceret, mest pga. at man får historien med om hans liv mellem hans forældres død og hans genfødsel som Batman. Christian Bale virker indædt og hans aggressivitet lurer lige under overfladen. Han er ligesom Keatons Batman en overbevisende og tragisk person, men pga. at man ser ham blive til Batman bliver han en mere virkelig person.
Bundlinien
Tim Burtons "Batman" var et event i 1989 og her 16 år efter, hvor Batman-feberen har lagt sig, kan man se den for det den er: en vellavet, velspillet og stilfuld actionfilm. Filmen har sine svage sider, som forhindrer den i at nå helt i top, men det skal nu ikke forhindre den i at ligge solidt plantet på en tredjeplads i Batman-filmenes hierarki, hvor "Batman Returns" ligger nr. to og "Batman Begins" nr. et. Burton fik stort set frie tøjler med "Batman Returns", hvilket jeg vil vende tilbage til i anmeldelsen af den, men den fremstår som en mere ægte, tragisk og personlig film end "Batman", hvor Burton lå under for filmselskabets ønsker, men stadig formåede at skabe en aldeles glimrende film.
Det tekniske
Filmen bliver præsenteret anamorfisk i det korrekte billedformat 1.85:1. Filmen er meget mørk og det er ikke en film man kan anbefale at se på en gammel vhs-optagelse, men så er det jo godt at Warner har restaureret filmens billedside så smukt som den er på denne udgivelse. Den oprindelige DVD-udgivelse er fra DVDens barndom i 1999 og der er sket en del siden da. De mørke billeder fremstår tydeligt og skarpt og der er ikke nogen problemer med at se, hvad der foregår på skærmen. Der er nogle enkelte hvide prikker i løbet af filmen, men det er småting.
Filmens lydside bliver præsenteret i Dolby 5.1 og DTS 5.1. Til anmeldelsen af denne film lyttede jeg til DTS-lydsporet og det er især imponerende, når Danny Elfmans score brager ud af højttalerne. Actionscenerne nyder også godt af det ekstra pift og dialogscenerne er på alle tidspunkter klare og tydelige. Der er ikke så meget gang i baghøjttalerne, som man kunne have ønsket sig, men de bliver dog brugt passende i actionscenerne og til at formidle det stemningsfulde lydbillede, når det er nødvendigt.
Ekstramateriale
Disk 1:
- Audiokommentar med Tim Burton
- Trailer
- Legends of the Dark Knight: The History of Batman (40.39)
- On the Set with Bob Kane (2.34)
- Shadows of the Bat: The Cinematic Saga of the Dark Knight (med Play All-funktion):
- Pt. 1: The Road to Gotham City (17.46)
- Pt. 2: The Gathering Storm (22.59)
- Pt. 3: The Legend Reborn (30.59)
- Batman: The Heroes (med Play All-funktion):
- Batman (4.35)
- Vicki Vale (1.55)
- Alexander Knox (1.35)
- Commissioner Gordon (1.55)
- Harvey Dent (2.11)
- Batman: The Villains (med Play All-funktion):
- The Joker (5.00)
- Bob the Goon (2.20)
- Beyond Batman (med Play All-funktion):
- Visualizing Gotham: The Production Design of Batman (10.25)
- Building the Batmobile (9.24)
- Those Wonderful Toys: The Props and Gadgets of Batman (6.03)
- Designing the Batsuit (6.56)
- From Jack to the Joker (10.39)
- Nocturnal Overtures: The Music of Batman (7.04)
- Batman: The Complete Robin Storyboard Sequence (4.24)
- Musikvideoer (med Play All-funktion):
- Prince: "Partyman" (4.00)
- Prince: "Scandalous" (4.16)
- Prince: "Batdance" (6.57)
- hans frygt for Jack Palance
- at det var en stor ære for ham at arbejde sammen med Michael Gough, som han havde set utallige klassiske gyserfilm
- forklaringen på hvorfor Jokeren blev ændret til at have myrdet Bruce Waynes forældre
- at slutningen i tårnet er inspireret af Andrew Lloyd Webber's "The Phantom of the Opera"
- hans kærlighed til den gamle måde at lave film på, fremfor nutidens CGI
- hvorfor der ikke var nogen Robin med
- inspirationen hentet fra Val Lewton, Fritz Lang, "The Man who Laughs", vampyrfilm og Frankenstein-filmene
- teknologien, der blev brugt til at vise Jokeren falde til sidst, ikke er helt i top
Dokumentarprogrammet "Legends of the Dark Knight: The History of Batman" giver et godt overblik over Batmans historie siden 1939. Der bliver bl. a. vist klip fra de gamle serials fra 40erne og de forskellige æraer i Batmans tegneserieunivers bliver gennemgået. Den gamle tv-serie fra 60erne bliver nævnt, men da den tilhører et andet filmselskab, er der ingen klip. Blandt de mange interviewede personer finder man bl. a. Frank Miller, Kevin Smith, Bob Kane (i gamle interviews) og Mike Mignola.
"Shadows of the Bat: The Cinematic Saga of the Dark Knight" gennemgår de mange problemer, der var med at få Batman op på det store lærred. Michael Uslan, executive producer på filmen, underviste i 70erne i tegneserier på Indiana University og kom senere til at arbejde for DC Comics. Der begyndte de at arbejde på Batman-filmen, da de så hvor stor en succes Superman-filmen blev i 1978. Det var dog ret svært at få finansieret en tegneseriefilm, men efter Frank Millers Dark Knight-tegneserier kom frem i 80erne blev håbet fornyet og Batman-filmen blev en realitet. Nogle af instruktørerne, der var på tale til at instruere filmen, var Joe Dante og Ivan Reitman. Det hele bliver gennemgået, undtagen miseren med Robin Williams som Jokeren. Der er nye interviews med alle, inkl. Jack Nicholson, som er meget stolt af sin rolle. Der er også et interview med Sean Young, som oprindeligt havde rollen som Vicki Vale.
"On the Set with Bob Kane" er en optagelse af Bob Kanes besøg på Batman-settet i 1989 og er en hyggelig lille featurette. "Batman: The Heroes" og "Batman: The Villains" er små korte profiler, hvor bl. a. skuespillerne, manuskriptforfatteren Sam Hamm og Tim Burton gennemgår deres ideer med de forskellige personer. "Beyond Batman" kigger på den tekniske side af Batman-filmen og man får bl. a. et godt indblik i fremstillingen af Batmobilen, Jokerens makeup, Batmans gadgets og filmens kulisser.
"Batman: The Complete Robin Storyboard Sequence" er en scene, hvor Robin oprindeligt skulle have været introduceret i Batman-filmen. Det er en actionscene med Batman til hest (!) og Kevin Conroy (Batman) og Mark Hamill (Jokeren) fra "Batman: The Animated Series" har lagt stemmer til. Jason Hillhouse, en af producerne på dokumentarprogrammerne, har lagt stemme til Robin. Sluttelig er der tre musikvideoer med Prince.
Ekstramaterialet ser ud af meget på papiret og der er da også meget at komme igennem. Audiokommentaren med Tim Burton og de lange dokumentarer er nok guldkornene på denne udgivelse, da de er meget fyldestgørende og man kommer godt rundt om produktionen. De små helte-/skurkeprofiler og "On the Set with Bob Kane" kunne dog godt have været sat ind i en af de længere dokumentarer. Storyboard-sekvensen med Robin er meget interessant og det er ret sjovt at sammenligne Mark Hamills klassiske Joker-stemme med Jack Nicholsons fremstilling. Musikvideoerne med Prince og traileren fuldender en god stak ekstramateriale, som bestemt er værd at kigge igennem. Det eneste, der mangler, er et isoleret lydspor med Danny Elfmans filmmusik.
Filmen og alt ekstramaterialet, undtagen audiokommentaren, er tekstet på dansk, engelsk, svensk, norsk, finsk og tysk. De danske undertekster indeholder dog nogle undersættelser, hvor oversætteren har hørt forkert eller slet og ret oversat forkert. Der er især en grum undersættelse, hvor The Dark Knight er blevet oversat til Den Mørke Nat…
Konklusion
Tim Burton skabte et fænomen i 1989 og 16 år senere udkom den, stort set, ultimative udgivelse af denne film. Lyd og billede er som det skal være på denne film og sammen med adskillige timers dokumentarer og en interessant audiokommentar med Tim Burton er det blevet til en god lille DVD-udgivelse, som er værd at investere i. Tim Burtons to Batman-film holder stadigvæk, selv sammenlignet med Nolans "Batman Begins", og deres skildring af Batman-legenden er på samme tid meget Burton-agtig og en værdig del af Batman-myten, som den er blevet formet af tegneserier, serials, tv-serier, film og tegnefilm i mere end 65 år.
Film: 4/5
Billede: 5/5
Lyd: 4/5
Ekstra: 4/5
Samlet: 5/5
Filmzonen anbefaler!
Kilde: http://www.filmzonen.dk/dvd/anmeldelser/batman-special-edition/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar