I 1963 instruerede Blake Edwards komedie-thrilleren The Pink Panther, der havde Peter Sellers i en mindre rolle som Inspector Jacques Clouseau, hvor han stjal filmen i de scener han var med i. I fortsættelsen A Shot in the Dark (1964) havde Clouseau fået hovedrollen og den er ofte blevet omtalt som en af de bedste i serien. Derefter ville Sellers ikke være med i flere The Pink Panther-film, men MGM havde stadig rettighederne til persongalleriet, så de fik lavet Inspector Clouseau (1968) med Alan Arkin i hovedrollen og uden Blake Edwards i instruktørstolen. Den var ingen succes og bliver i dag regnet som The Pink Panther-seriens Never Say Never Again. I 1975 vendte Sellers dog tilbage igen, og igen med Edwards i instruktørstolen, og han lavede tre film til i serien: The Return of the Pink Panther (1975), The Pink Panther Strikes Again (1976) og Revenge of the Pink Panther (1978).
Sellers døde i 1980 og i 1982 fik Edwards flikket Trail of the Pink Panther (1982) sammen af fraklip og tidligere brugte scener fra de gamle film. Var det Blake Edwards' hyldest til Peter Sellers – eller bare en smart måde at tjene lidt mere på Sellers-navnet? Juryen voterer stadig... Serien fortsatte med Curse of the Pink Panther (1983) med Ted Wass som Clifton Sleigh, en slags amerikansk fætter til Clouseau, og Edwards sluttede serien ti år senere med Son of the Pink Panther (1993), hvor Roberto Benigni spillede Clouseaus søn. I 2006 blev serien endnu engang genoplivet, denne gang med Steve Martin som Inspector Clouseau og instrueret af Shawn Levy, manden bag de knap så anmelderroste Just Married og Cheaper by the Dozen.
Da den franske fodboldtræner (Jason Statham) bliver myrdet og hans ring med den berømte The Pink Panther-diamant bliver stjålet får Chief Inspector Dreyfus (Kevin Kline) en genial ide: sæt den mest uduelige politimand i Frankrig på sagen, så Dreyfus selv kan undersøge sagen, væk fra offentlighedens søgelys og senere modtage al rosen og hæderen, når han med al ønskelig sikkerhed får opklaret sagen. Han vælger Inspector Clouseau (Steve Martin), der er en omvandrende katastrofe og derfor ser ud til at være den rette mand til opgaven. Clouseau og hans sidekick Ponton (Jean Reno) undersøger nu sagen, der også har fodboldtrænerens sexede kæreste Xania (Beyoncé Knowles) på listen over de mistænkte.
Sellers vs. Martin?
Jeg vil lægge ud med at indrømme, at jeg er stor fan af Peter Sellers og ikke mindst hans præstationer i The Pink Panther-serien. De er, i mine øjne, noget af det ypperste indenfor komedie-genren, hvor virkeligt morsomme visuelle gags bliver afløst af finurlige verbale gags og man føler sig i godt selskab. Jeg har aldrig set nogle af The Pink Panther-filmene uden Sellers og havde da heller ingen intentioner om at se denne film, da jeg ikke mente, at Steve Martin havde nogle chancer for at leve op til Sellers genialiteter og da han, igen i mine øjne, er dalet en del som komiker de sidste mange år (den sidste virkelig sjove film han har lavet er Bowfinger og den er fra 1999). Derfor blev jeg ret overrasket, da jeg begyndte at grine af mange af de gakkede indfald og ideer i denne ”re-imagining” af The Pink Panther-serien.
I would like one ”damburger”!
Det er ikke nogen sindssygt vellykket film, langt fra, men der er mange gode ideer og skuespillerne virker meget veloplagte. Steve Martin laver sin egen version af Clouseau-figuren, og det slipper han egentlig meget godt fra, men man kan alligevel ikke lade være med at sidde og tænke over, hvordan Sellers ville have spillet de forskellige scener. Det skal dog ikke ødelægge Martins præstation, der vel nok er den sjoveste rolle han har haft siden førnævnte Bowfinger, og hvor han, selvom han ikke når de vanvittige højder fra 1980erne, hvor han var ”the funniest white man alive”, får en til at ærgre sig over, at han sidder fast i børne- og familiefilmshelvedet ligesom Eddie Murphy.
Sammenligninger med den gamle serie uundgåelige
Den evigt oversete Kevin Kline gør det ganske godt som Chief Inspector Dreyfus, men også her sidder man og tænker på Herbert Loms maniske præstation som Dreyfus i den gamle serie, hvor han faktisk var den eneste skuespiller, der medvirkede i alle seriens film fra A Shot in the Dark (1964) til Son of the Pink Panther (1993), undtagen den uofficielle Inspector Clouseau (1968). Jean Reno har overtaget Cato-rollen og selvom det da er ganske morsomt at se den ellers så alvorlige skuespiller i en rimelig fjollet rolle lider hans rolle af, at han simpelthen ikke er gakket nok. Emily Mortimer og Beyoncé Knowles er filmens lækkerier til øjnene og de udfylder de roller virkelig glimrende, men når aldrig at gøre noget egentligt indtryk. Jason Statham har, hvad der egentlig bare er en cameo, og Clive Owen har en glimrende lille rolle i en af filmens få actionscener.
Bundlinien
The Pink Panther (2006) har mange sjove øjeblikke, men er ikke ligefrem på højde med de bedste film fra den gamle serie. Steve Martin er bedre end forventet i Clouseau-rollen, men det kunne nu have været interessant, hvis Martin og Kline havde byttet roller. Det er et tankespind, men Kline kunne have fået meget ud af den rolle og Martin kunne have været god som den beregnende Dreyfus – hvis filmselskabet havde ladet dem spille lidt mod type – men Kevin Klines navn sælger ikke lige så mange billetter som Steve Martin, så sådan skulle det ikke være. Hvad vi i stedet har er en ganske underholdende komedie, der prøver på at få The Pink Panther-navnet ind i det nye årtusind, men ikke helt formår at leve op til de uforglemmelige Sellers-præstationer i hans 5 ½ The Pink Panther-film.
Det tekniske
Filmen er i anamorphic widescreen 2.35:1 og da filmen er ret ny burde der ikke være nogen problemer med skidt på filmprintet og det er da også fuldstændig pletfrit. Farverne er klare og skarpe og der er ingen problemer med hverken lyse eller mørke scener – det hele fremstår perfekt.
Man kan vælge at høre filmen med engelsk, spansk eller italiensk Dolby 5.1-lydspor. Jeg valgte det engelske og det er et glimrende lydspor. Der er ikke så mange surround-scener, der virkelig udnytter 5.1-lydsporet og det er ikke lige filmen man vælger til at fremvise sit anlægs lydevner, men da filmen også for det meste er dialog- og musikbaseret og dette er klart og tydeligt, gør det heller ikke så meget. Og hvad der næsten er det vigtigste ved en The Pink Panther-film: ja, Henry Mancinis The Pink Panther-tema lyder, som sædvanlig, fremragende.
Ekstramateriale
- Audiokommentar med instruktør Shawn Levy
Filmen er tekstet på dansk, svensk, norsk, finsk, spansk, græsk og italiensk. Der er også tekster for hørehæmmede på engelsk, tysk og fransk.
Konklusion
The Pink Panther-serien har eksisteret i over 40 år efterhånden og har haft mange op- og nedture i tidens løb. Filmene med Peter Sellers er klart perlerne i serien og det vil altid være svært at leve op til en legendarisk skuespiller og den figur han er mest kendt og elsket for, men Steve Martin prøvede lykken og selvom hans The Pink Panther ikke er nogen decideret fiasko, er det heller ikke en film, der fortjener at blive nævnt i samme åndedræt som de gamle film. Hvis man aldrig har set nogle af filmene med Peter Sellers og det her er ens introduktion til serien, så kan det godt være, at man vil synes at det er en rigtig sjov og genial film, men man bør dog unde sig selv at udvide bekendtskabet med dette univers og se filmene med Sellers. Der kan man se, hvordan han formår at skabe en figur, der nok er en af de mest velspillede og komiske figurer i filmhistorien. Steve Martin er sjov, men han er ingen Peter Sellers. Lyd og billede er i top på denne udgivelse og det er en skam at det eneste ekstramateriale på skiven er en ganske udmærket audiokommentar med Shawn Levy, når R1-udgaven indeholder slettede scener, adskillige featuretter, musikvideoer med Beyoncé og en alternativ åbningssekvens.
Film: 3/5
Billede: 5/5
Lyd: 4/5
Ekstra: 2/5
Samlet: 3/5
Kilde: http://www.filmzonen.dk/dvd/anmeldelser/the-pink-panther/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar