onsdag den 11. november 2009

Fra arkivet: Supercross (23. maj 2006)


Mange film har de sidste år prøvet at efterligne The Fast and the Furious. Den har affødt to sequels, adskillige kloner (Biker Boyz, Torque) og nu denne film: Supercross. Som i de førnævnte film drejer det sig ikke så meget om handlingen, men om at se fede biler/motorcykler blive kørt af mænd med store overarme og lækre babes, mens rockmusik hamrer ud af højttalerne og man selv er ved at blive blæst ud af stolen af de fremragende surround-effekter.

Trip (Mike Vogel) og K.C. (Steve Howey) er brødre og har viet deres liv til motocross. Da K.C. bliver tilbudt en kontrakt af et stort firma og bliver kendt indenfor motocross-verdenen gør det hans bror jaloux. Trip møder Piper (Cameron Richardson) og får tilbudt hjælp af hendes far (Robert Patrick) til at få en fod indenfor i den hårde motocross-verden. Samtidig med er K.C. ikke vild med at følge det store firmas spilleregler og det ender galt, da han i et løb bliver nødt til at konkurrere mod sin bror.


Gode og dårlige nyheder

Først de gode nyheder: filmen varer kun 76 minutter og 6 af dem bliver brugt på rulletekster. Cameron Richardson er hot! Og så til de dårlige nyheder: filmen varer måske kun 76 minutter, men føles to timer lang. Cameron Richardson er hot, men kan desværre ikke redde filmen.

Supercross – intet nyt under solen

At se Supercross er som at se en kammerat over skulderen, når han spiller et computerspil. Sjovt nok de første to minutter, men efter meget kort tid bliver det hurtigt kedeligt. Det er sjovere at spille selv og jeg vil gætte på, at det også er sjovere at køre en tur på en motocross-cykel end at bruge 76 minutter på den her film. Man føler på intet tidspunkt med de to hovedrolleindehavere, der egentlig ikke spiller dårligt, men de har bare intet at foretage pga. det amatøragtige manuskript. Steve Howey er mest kendt som Rebas svigersøn i komedieserien Reba og Mike Vogel var et af Leatherfaces ofre i den nye Texas Chainsaw Massacre. Det er som om, at manuskriptforfatterne har haft en liste de har krydset af, så de kunne huske alle klicheerne: Bror 1: vovehals, bror 2: knap så stor vovehals, fadertraumer, bror 1 falder for blondine med egen motocross-cykel, bror 2 falder for advokatstuderende brunette, sexscene hvor man ikke ser noget og den endelige kamp mellem de gode og onde. Og hvad laver popsangeren Aaron Carter egentlig i den her film?


Spild af én god skuespiller

Og nej, jeg mener ikke Aaron Carter. Han ”spiller” Pipers bror og har to-tre replikker og er så ikke mere med. Måske har instruktøren Steve Boyum skyldt ham en tjeneste og det blev så til den rolle. Den gode skuespiller, der bliver spildt i Supercross, er Robert Patrick, der nok er mest kendt som T-1000 i Terminator 2: Judgment Day, men også siden har gjort sig bemærket i adskillige gode roller i Copland, Walk the Line og som Mulders afløser i The X-Files. Han spiller Pipers far og han er bundsolid i de få scener, som han er med i. Bare ærgerligt, at filmen ikke lever op til hans kvalitet.

Bundlinien

Hvis man kun er interesseret i at se nogle fede motocross-cykler give gas, se lækre babes vise sig fra deres bedste side og har brug for at koble hjernen fuldstændig fra i 76 minutter, så er Supercross lige filmen. Hvis man derimod gerne vil have en historie og personer, som man kan heppe lidt på og være interesseret i om de lever eller dør, så skulle man nok lade være med at leje eller købe denne film. Brug i stedet pengene på Ronin, Bullitt, Duel og Bjergkøbing Grand Prix og se en ordentlig film, hvor man ikke sidder og har følelsen af at spilde sin tid.

Det tekniske

Filmen er i anamorphic widescreen 1.78:1 og der er ingen synlige fejl på billedet. Den er ret kornet til tider og nogle af løbene ser meget tv-agtige ud (på den dårlige måde), men det er højst sandsynligt med vilje. Detaljerne er som de skal være og farverne er klare og skarpe.

Lyden er i Dolby 5.1 og DTS 5.1. Jeg valgte at se filmen med DTS-lydsporet og stuen stod på den anden ende, når der blev gasset op for motocross-cyklerne. Der er en flot fordeling mellem højttalerne og man er lige ved at kunne lugte benzinen – så realistisk virker det. Problemet ligger i dialogscenerne, hvor dialogen er mikset en del lavere end motorlarmen og man bliver nødt til at være lidt mere opmærksom, hvis man vil høre hvert et ord af dialogen.


Ekstramateriale

• Trailere

Konklusion

Måske var jeg ikke målgruppen for denne type film, men derfor burde jeg jo stadig kunne finde nogle ting, som jeg finder anbefalelsesværdige (jeg fandt da et par ting i Batman & Robin). Hvis man virkelig anstrenger sig, så se filmen for: Cameron Richardson (hot!), Robert Patrick (solid skuespiller) og fed surround-action i løbene. Ellers er der ikke så mange andre positive ting at sige om denne film, hvor fornemmelsen af at kigge ens kammerat over skulderen, når han spiller et computerspil, kom frem fra glemslens mørke afkroge og prikkede mig på skulderen igen.

Kilde: http://www.filmzonen.dk/dvd/anmeldelser/supercross/

Ingen kommentarer:

Send en kommentar