Alan Rickman slog igennem som skurken Hans Gruber i den første Die Hard-film. Siden da har han portrætteret adskillige skurkagtige personager, såsom Elliot Marston i den oversete Quigley Down Under, sheriffen af Nottingham i Robin Hood: Prince of Thieves (hvor han stjal filmen) og ikke mindst Professor Snape i Harry Potter-filmene.
Han har dog ikke udelukkende spillet skurk på film, som man kan se demonstreret i film så forskellige som Galaxy Quest, Love Actually og Dogma. Han leverede også stemmen til den triste robot Marvin i filmudgaven af The Hitchhiker's Guide to the Galaxy. I Bottle Shock spiller han vinhandleren Steven Spurrier, der arrangerer en blindsmagning af californiske og franske vine i Frankrig i 1976.
På vineventyr i Californien
I Bottle Shock følger man Spurrier og hans rejse til Californien for at opdrive vine til sin konkurrence. Her møder han far/søn-vinavlerne Jim og Bo Barrett, der kæmper for at fremavle den perfekte hvidvin. På deres vinplantage arbejder Gustavo Brambila, der ved siden af hans arbejde forsøger at lave en perfekt rødvin. Den unge studerende Sam får et job på vinplantagen og bliver tiltrukket af både Bo og Gustavo.
Alan Rickman har før vist, at han kan stjæle en hel film, såsom som sheriffen i Robin Hood: Prince of Thieves. I Bottle Shock gør han netop dette og er helt klart det bedste i hele filmen. Hans kølige og afdæmpede måde at spille Spurrier på er perfekt til den rolle, og det er hans få, men vigtige, scener man husker bedst, når rulleteksterne begynder. Det er bare ærgerligt, at fokus ret hurtigt bliver flyttet fra ham og til problemerne på Barrett-vinplantagen.
James T. Kirk med langt hår?
Den ret undervurderede Bill Pullman er såmænd god nok i rollen som Jim Barrett, men han har bare ikke nok at lave i filmen. Man får ikke nok baggrund for, hvorfor han er endt som vinavler eller hvorfor det er så vigtigt for ham, at hans projekt skal lykkes. Det resulterer i at man ikke rigtig er interesseret i om det lykkes eller ej. Som Bo Barrett er Chris Pine ret pinlig som surfer-dude med et meget falsk langt hår. Han var ellers glimrende som James T. Kirk i J.J. Abrams' Star Trek-film, men her falder han tungt til jorden. Han er dybt uinteressant og det er uforståeligt, hvorfor Sam vælger ham frem for Gustavo.
Hvilket bringer mig til endnu en del af filmen, der ikke fungerer: trekants-forholdet mellem Sam, Gustavo og Bo. Alt for meget af filmen bliver brugt på den unødige sidehistorie, hvor den langt mere interessante og sjove rejse, som Spurrier er på i Californien, bliver klippet ned til nogle få sekvenser.
Freddy Rodriguez: et lyspunkt
Som Gustavo er Freddy Rodriguez som forventet et godt valg. De lidt tunge taler om vin, som han kommer med i løbet af filmen, leverer han uden at brække halsen og han er i det hele taget meget sympatisk i sine scener. Han har det lidt tragiske præg over sig, der gjorde sig så godt i Six Feet Under-serien, og er sammen med Rickman et af de eneste lyspunkter i denne misere.
De kvindelige roller i filmen bliver udfyldt af australske Rachael Taylor, som nok er mest kendt som sexet hacker i den første Transformers-film, og Eliza Dushku som den lokale barejer. Begge kvinder er spildt i deres roller: Taylor er en flot studerende, men ikke meget andet, og Dushkus rolle er stort set kun en cameo-rolle, hvilket er et kæmpe spild, da hun er en ganske habil skuespiller.
Skizofren fotografering
Fotograferingen i filmen er ret skizofren. Man kunne snildt lave et drikkespil ud af denne film, hvor man skal drikke hver gang, der er en helikoptertur over vingårdene og blive pænt snaldret. Det er flot de første to gange, men efter de næste otte-ti overflyvninger begynder trætheden så småt at indfinde sig, lidt ligesom efter for mange glas rødvin. Måske er det meningen?
I nogle af scenerne, bl.a. i scenen i baren, hvor Bo og Gustavo laver en blindsmagning af de lokale vine, er kameraføringen og klipningen som at se en af Tony Scotts mere outrerede film. Det giver ingen mening at lave scenerne på denne måde og det er især mærkeligt, når klipningen er så elendig som her. Nogle af klippene er alt for korte, uden rigtig at etablere de skud som de skal, og så haster kameraet og klipperen videre. Det giver den effekt, at tilskueren bliver halvt søsyg og halvt fuld og ikke rigtig opfatter, hvad der sker. Måske er det meningen?
Måske er der en dybere vin-mening med fotograferingen og klipningen og måske er filmen mere intelligent end man skulle tro. Jeg stiller mig nu lidt tvivlende overfor den tese.
I filmens øvrige scener er fotograferingen meget ordinær og meget tv-film-agtig, på den dårlige måde.
Enkelte scener fungerer fint
Det er dog ikke dårlig rødvin det hele. Der er nogle få ganske vellykkede scener, bl.a. scenen hvor Gustavo besøger Mr. Garcia (Miguel Sandoval) for at se til sin rødvin. I denne scene, der har smuk underlægningsmusik af Maria Callas, bliver filmen nærmest helt poetisk. En anden vellykket scene er den i lufthavnen, hvor Bo overtaler en stak passagerer til hver at tage en flaske vin med i deres bagage. Det er en meget simpel og ganske sjov scene. Derudover skal scenerne med Rickman i Californien fremhæves, da han får meget ud af lidt, især scenen med hans lille bil.
Skuffelsen
Dette var en film, som jeg havde set meget frem til, til dels pga. sammenligningerne med Sideways og til dels fordi Alan Rickman endelig (på papiret) havde fået en hovedrolle. Min skuffelse blev større og større jo længere filmen skred frem, da jeg begyndte at forstå, hvordan filmen var bygget op og hvor meget Rickman blev skubbet i baggrunden af en uinteressant kærlighedstrekantshistorie, som er set bedre så mange gange før. Hvorfor Randall Miller og hans med-manuskriptforfattere har valgt at lave historien på denne måde er for mig ubegribeligt. Historien om den legendariske vinsmagning i 1976, "Judgment of Paris", som den også hedder, kunne have været så meget bedre udført, hvis fokus var blevet holdt på Spurrier og hans rejse rundt i Californien og på den ret interessante historie om rivaliseringen mellem franske og californiske vine.
Som det er nu, så er der kun nogle få vignetter tilbage, hvor Spurrier betaler de undrende californiske vinavlere for at smage på deres vine og nogle få scener, hvor Spurrier som en anden fish-out-of-water forsøger at begå sig i 70ernes Californien. Det er alt, alt for lidt og det er samtidig irriterende at tænke på, at resten af filmen beskæftiger sig med Barrett-vinplantagen og Bo/Sam/Gustavos kærlighedsproblemer. Med en anden vægtning af historien og en bedre fotografering/klipning kunne den have bevæget sig op på samme niveau som Alexander Paynes Sideways eller bare Ridley Scotts lille luftige bagatel A Good Year, der indeholder mere ægthed, romantik og humor på fem minutter end Bottle Shock har i hele sin spilletid.
Filmen sniger sig op på to stjerner i min bog: én stjerne for Rickman og én for Rodriguez, der til trods for alle filmens mangler formår at få tilskueren til at se videre, når de kommer på skærmen.
Ekstramateriale
Intet.
Film: 2/6
Ekstramateriale: 0/6
http://www.onfilm.dk/Film/Anmeldelse.aspx?FilmId=16066&AnmeldelseId=4402
Ingen kommentarer:
Send en kommentar