"Did you have a good world when you died?
Enough to base a movie on?" (Jim Morrison: "The Movie")
John, Ray, Robby og Jim. Fire personligheder, der har haft næsten lige stor indflydelse på rockhistorien som John, Paul, Ringo og George. Der var dog en verden til forskel på musikken fra de to grupper - hvor musikken fra The Beatles var mere hit-orienteret virkede det lidt som om, at musikken fra syrehovederne i The Doors ofte var lavet for deres egen fornøjelses skyld og hvis man kunne lide den, så var det fint nok. Hvis man derimod ikke kunne følge dem i deres til tider lidt lange og specielle sange, der ikke nødvendigvis var bygget op som de sædvanlige popsange (vers+omkvæd+vers+omkvæd etc.), så skulle man nok bruge tiden på nogle af de andre rockgrupper, der kom frem i 60erne (The Rolling Stones, The Who etc.) og overlade The Doors til dem, der gerne ville bruge lidt ekstra tid på at lytte til de spidsfindige og dobbelttydige tekster og det jazz- og flamenco-inspirerede rockunivers, som The Doors stod for.
The Doors: historien om et band
I en tid, hvor de amerikanske hitlister var domineret af British Invasion-grupper (The Beatles, The Who, The Rolling Stones) formåede The Doors at holde fanen højt for de amerikanske rockbands med deres mange hits (Light My Fire, Hello, I Love You, Touch Me, Love Her Madly) og vellavede albums fyldt med fremragende sange. Deres produktivitet (1967-71: 6 albums) var måske ikke helt så imponerende som f.eks. The Beatles (1963-70: 12 albums, heraf et dobbeltalbum) eller The Beach Boys (1962-1971: 17 albums), men det var nu stadig ganske godt gået, når man tager i betragtning at deres karismatiske forsanger var ved at gå til i sprut og stoffer, ofte optrådte påvirket til deres mange koncerter og ofte mødte påvirket op i studiet.
The Doors: hvordan historien ikke skal fortælles
I Oliver Stones The Doors fra 1991 blev historien om dette indflydelsesrige rockband fortalt og det var da også en ganske underholdende og kulørt film med en pragtpræstation af Val Kilmer som Jim Morrison. Desværre var det også en film fyldt med utrolig mange faktuelle fejl, som skæmmer gevaldigt, når man kender lidt til rockbandets historie. De overlevende medlemmer af The Doors var meget skuffede over hvad Stone havde lavet deres historie om til og på audiokommentaren på R1-udgivelsen af The Doors Collection (en samling af kortfilm, koncertoptagelser og interviews) havde især Ray Manzarek ikke mange pæne ord at sige om Stone. 17 år efter Stones film om The Doors gik indie-instruktøren Tom DiCillo i gang med at lave en dokumentar om bandet og i særdeleshed om Jim Morrison.
The Doors: hvordan historien skal fortælles
When You're Strange: A Film about The Doors blev kun vist i meget få biografer her i Danmark, hvilket er en skam, da det er en meget vellykket film. Tom DiCillo blander filmskole-filmene HWY: An American Pastoral (1969) og Feast of Friends (1970) sammen med privatoptagelser af bandet i studiet og bag scenerne til deres koncerter. Dette er krydret med Johnny Depps rolige fortællerstemme, der passer perfekt til The Doors' syrede univers. Oprindeligt var filmens fortæller DiCillo selv (i versionen vist på Sundance-festivalen i 2009), men han valgte at stramme filmens tempo og hyrede Depp til at fortælle historien om The Doors.
When You're Strange er ikke nogen almindelig rockdokumentar fyldt med nye interviews og gamle koncertoptagelser. Der er ingen tilbageskuende interviews og de ting man får at vide igennem filmen er enten via Johnny Depps fortællerstemme eller gamle interview-bidder med The Doors fra 1960erne. De koncertoptagelser, der er i filmen, bliver brugt til at illustrere bandets historie og hvordan Jim opførte sig til deres koncerter.
Ligesom Jim Morrison var bandets omdrejningspunkt dengang og den som det hele stod og faldt med, så er Jim også omdrejningspunktet i denne film. Man får ikke meget at vide om Manzarek, Krieger og Densmore, udover hvilke musikretninger de kom fra, hvad de bidrog med til bandet og hvordan deres forhold til Jim ændrede sig igennem årene. Det er Jim, som man følger igennem privatoptagelserne og de filmskole-film, som filmen er bygget op omkring og det er på hans ansigt man ser bandets rejse fra unge og ubekymrede rock-musikere til hærdede rock-musikere, der har set mere på syv år end andre har set igennem et helt liv.
Flot lyd og glimrende billedkvalitet
Det skal dog nævnes, at man går bestemt ikke forgæves til denne rock-dokumentar, hvis man forventer at høre en masse god The Doors' musik. Der er ikke mange sekunder, hvor der ikke er The Doors-musik på lydsporet og det lyder virkelig godt, især i koncertoptagelserne. Billedkvaliteten på BDen er også i top, dog med visse forbehold i arkivmaterialet, men især scenerne fra HWY-filmen fra 1969 er pudset så godt af, at de virker som nyindspillede scener med en skuespiller som Jim. Dette er en ting, der har snydt mange af de biografgængere, der har set filmen. Det er dog den ægte vare man ser: den ægte The Lizard King, Mr. Mojo Risin'.
Som nævnt tidligere er When You're Strange en anderledes form for rockdokumentar, men det er bestemt ikke nogen dårlig film. Man kunne selvfølgelig have ønsket sig at filmen var meget længere, at der havde været nye interviews med bandmedlemmerne og der havde været endnu mere musik med The Doors, men hvad man har fået i DiCillos film er en dybfølt hyldest til et af de største rockbands nogensinde og en hyldest til en mand, der, om nogen, personificerede denne påstand: "you can't burn out if you are not on fire."
Ekstramateriale
Der er et ekstra interview (ca. 9 min.) på skiven med Jim Morrisons søster og hans far. Det er ganske interessant at høre deres betragtninger om ham, især virker Jims far meget stolt af sin søn.
Film: 5/6
Ekstramateriale: 2/6
http://www.onfilm.dk/Film/Anmeldelse.aspx?FilmId=16848&AnmeldelseId=5221
Ingen kommentarer:
Send en kommentar