Mange af den franske instruktør/manuskriptforfatter Francis Vebers film er blevet genindspillet i Hollywood, bl.a. Les fugitifs som Three Fugitives (med Nick Nolte og Martin Short), Le jouet som The Toy (med Richard Pryor), La cage aux folles som The Birdcage (med Robin Williams og Nathan Lane) og Le grand blond avec une chaussure noire som The Man with One Red Shoe (med Tom Hanks). Disse genindspilninger har ikke alle været lige gode, men der er ingen tvivl om at Veber er en mester i at finde på vanvittige situationer. Nu er turen så kommet til Le diner de cons, som er blevet til Dinner for Schmucks med Paul Rudd og Steve Carell i hovedrollerne.
Da Tim (Paul Rudd) får muligheden for at få en bedre stilling i hans firma er der kun en hage ved det: det hele afhænger af om han kan medbringe det største fjols til hans chefs middagsselskab, hvor alle skal medbringe det mest mærkelige menneske de kan finde. Efter Tim kommer til at køre Barry (Steve Carell) ned er hans lykke gjort. Barrys hobby er at udstoppe døde mus og lave kopier af kendte kunstværker med musene i hovedrollerne. Tim inviterer selvfølgelig Barry med til middagen, men da Barry møder op en dag før tiden, begynder Tims verden at gå op i limningen. Barry er nemlig en omvandrende katastrofe og sammen med ham kommer galskaben op i højeste gear. Ved middagen sammen med de andre fjolser bliver vanviddet skruet op til 11.
Martin & Murray = Rudd & Carell
I 1998 lavede den franske instruktør Francis Veber komedien Le diner de cons med Thierry Lhermitte og Jacques Villeret i hovedrollerne. Den fik ganske god kritik og selvfølgelig måtte det uundgåelige ske: den skulle genindspilles i Hollywood. Oprindeligt var det meningen, at hovedrollerne i den amerikanske udgave skulle spilles af Steve Martin og Bill Murray, men som årene gik blev Martin og Murray lidt for gamle til rollerne og nyt blod måtte til. Rollerne gik i stedet til Paul Rudd og Steve Carell, der efter mange succesrige komedier virkede som sikre kort i denne film.
Det er da heller ikke Rudd og Carell, der er de svageste led i denne film. Instruktionen står Jay Roach for og han har også tidligere vist sig som en solid komedie-instruktør med Austin Powers-filmene, Meet the Parents (og i noget mindre grad Meet the Fockers) og den ret oversete ishockey-film Mystery, Alaska med Russell Crowe i hovedrollen. Problemet er, at filmen er alt for lang (næsten to timer) til det ret simple manuskript og filmens balance mellem tragedie og absurd komedie fungerer ikke helt efter hensigten. Man får aldrig samme medfølelse for Steve Carells lettere tragiske figur, som man f.eks. gjorde med John Candys figur i Planes, Trains & Automobiles. Det virker også lidt som om at de amerikanske manuskript-forfattere har været bange for at tage skridtet fuldt ud og lade det hele gå fuldstændig amok, som der ellers bliver lagt op til.
Fint gakket skuespil
Skuespillet og skuespillerne er der dog intet i vejen med. Paul Rudd er perfekt som den normale mand i dette kaos og Steve Carell spiller på alle gakgak-tangenterne med smuk præcision. Rollelisten er spækket med gode komedieskuespillere, bl.a. den britiske skuespillerinde Lucy Punch, bugtaleren Jeff Dunham og ikke mindst Zach Galifianakis som Carells vanvittige chef.
Flot musik og døde mus
Musikken af altid pålidelige Theodore Shapiro fungerer rigtig godt og med lidt assistance fra det lille britiske indie-band The Beatles og den norske singer/songwriter Sondre Lerche, kan det ikke gå helt galt.
Alle scenerne med Barrys muse-kreationer er lavet af Chiodo-brødrene, kendt for en af de bedste invasion-af-dræberklovne-fra-rummet-film nogensinde, nemlig Killer Klowns from Outer Space. De leverede også effekterne til de to første Critters-film og stod for marionet-dukkerne i Team America: World Police. Muse-scenerne er næsten værd at se filmen for: de er velfungerende og fantasifulde.
Komedie med plusser og minusser
Som komedie fungerer Dinner for Schmucks ganske fint. Der er mange gode grin i løbet af filmen og især Steve Carell er i topform som den lettere maniske Barry. I scenerne med Lucy Punch kommer filmen op på det sindssyge niveau, som resten af filmen ikke helt når op på, undtagen i det klimaktiske middagsselskab. Man kan godt mærke, at skuespillerne har haft det sjovt med at lave filmen og som man kan se i det medfølgende ekstramateriale, så er mange af de bedste scener godt hjulpet på vej af skuespillernes improvisationer.
De største minusser ved filmen er dens længde, den knapt så vellykkede sammenblanding af tragi-komedie og crazy-komik og så ikke mindst at vanviddet ikke får lov til at komme op i det allerhøjeste gear. Der er dog masser af sjove scener og fine komiske præstationer og situationer i Dinner for Schmucks og den er bestemt værd at se, hvis man i forvejen er fan af enten Paul Rudd eller Steve Carell eller måske bare har lyst til at se Jeff Dunham i en spillefilm. På falderebet skal det også nævnes at dette er en virkelig velproduceret flot BD-udgivelse med flot billede og glimrende lyd.
Ekstramateriale
Der er ca. 50 minutters ekstramateriale på denne skive. Det omfatter ca. otte minutters outtakes, ca. ni minutters slettede og forlængede scener og en lille featurette med interviews med interviews med skuespillerne og filmholdet (15 minutter). Der er også en ca. 11 minutters lang featurette, der kigger på Chiodo-brødrenes arbejde med muse-kreationerne. Den er interessant, men desværre alt for kort.
Der er også et ca. fire minutters interview med de vanvittige gæster til middagsselskabet. Sluttelig er der et interview mellem Paul Rudd og Steve Carell, der er blevet lavet til ESPY Awards-showet, hvor de gør grin med LeBron James' ESPN-special.
Film: 3/6
Ekstramateriale: 3/6
http://www.onfilm.dk/Film/Anmeldelse.aspx?FilmId=16824&AnmeldelseId=5270
Ingen kommentarer:
Send en kommentar