Woody Allen er i øjeblikket i gang med endnu en spillefilm i en lang karriere som instruktør. De fleste af hans film har foregået i New York og hans kærlighed til den pulserende storby har smittet af på mange instruktører, der har forsøgt at gøre ham kunsten efter. Siden midten af 1990erne har skuespiller/instruktør Edward Burns forsøgt sig med at gøre Woody kunsten efter bl.a. med New Yorker-filmene The Brothers McMullen, She's the One og Sidewalks of New York. Disse film virker meget inspirerede af Woody Allens film og er da også generelt blevet godt modtaget af anmelderne, men de er, ret ufortjent, lidt glemte i dag. Nu, 15 år efter Edward Burns' debutfilm The Brothers McMullen, forsøger endnu en skuespiller/instruktør sig i denne genre, som Woody Allen har gjort til sin egen.
How I Made My First Movie
Denne gang er faklen givet videre til Josh Radnor, der nok er mest kendt for sin hovedrolle som Ted Mosby i komedieserien How I Met Your Mother, der kører på sjette sæson i USA for tiden. Han har skrevet, instrueret og spiller selv den ene af hovedrollerne i Kærlighed i New York/HappyThankYouMorePlease om seks trediveårige (eller deromkring) mennesker i New York og deres problemer med livet og ikke mindst kærligheden.
Den mest kendte skuespiller i Kærlighed i New York er nok Malin Akerman. Hun spiller en kvinde med alopecia (en sygdom, hvor man kan miste hår og kropsbehåring). I rollen som Annie leverer hun en ret flot præstation, som er langt fra hendes mere helteprægede rolle i Watchmen og komedierollerne i bl.a. Couples Retreat, The Heartbreak Kid og The Proposal. Den svensk-fødte skuespillerinde viser, at hendes spændvidde er ret stor og ikke bare burde blive brugt i platte romantiske komedier med Ben Stiller og Vince Vaughn. Hun er faktisk næsten for god til denne film.
Den mand, som hun kommer til at danne par med i Kærlighed i New York, spilles af Tony Hale. Han giver den bedste præstation af alle mændene og er især god i en scene, hvor han har en længere monolog.
Josh Radnor det svageste led
Nummer to-parret spilles af Zoe Kazan og Pablo Schreiber. Hvis disse navne ikke ringer en klokke, så er det nok fordi de mest er kendt for en stak biroller i film så forskellige som The Manchurian Candidate (2004), Vicky Cristina Barcelona, In the Valley of Elah og Revolutionary Road. De gør det dog begge ganske fint og især Zoe Kazan er et fund i rollen som ærke-newyorkeren Mary Catherine.
Det sidste par spilles af Josh Radnor selv og Kate Mara. Igen er det den kvindelige del af parret, der fungerer bedst. Kate Mara spiller fremragende og får en ægthed ind i rollen, der redder denne del af filmen, da Radnor faktisk ikke er specielt sympatisk eller interessant i rollen som Sam Wexler. Den afsluttende scene med Kate Mara, hvor hun synger en sang fra den obskure musical Flora the Red Menace fra 1965, er hele filmen værd. Hun har en flot stemme og den passer rigtig godt til den sang.
Endelig er der den ni år gamle Michael Algieri, der spiller Rasheen, en dreng, som Sam tager til sig efter at han er blevet glemt i undergrundsbanen i New York. Han er ganske charmerende og fungerer fint i den rolle og formår faktisk at spille Josh Radnor af skærmen i alle deres scener.
Intentionerne er gode nok, men...
Filmen er en velment hilsen til Woody Allens New Yorker-film, men er desværre ikke voldsomt velfungerende. To af personerne har på et tidspunkt været i biografen og ud fra deres dialog kan man ane, at de har set en Woody Allen-film. På dette tidspunkt sidder man desværre og håber, at man selv var i gang med at se en af Woodys film for selv i hans svagere film er hans dialog mere gnistrende og skuespillet mere jævnt godt end i Radnors debut som instruktør og manuskriptforfatter. Det sjove ved Kærlighed i New York er at Radnor, ligesom Woody Allen, er bedst, når han skriver dialog til kvinder og får da også de bedste præstationer ud af de kvindelige skuespillere, igen ligesom Woody Allen.
Det tekniske
Det største minus ved denne udgivelse er selve præsentationen af filmen, hvor den desværre bliver præsenteret i det forkerte format. Oprindeligt er filmen lavet i 2.35:1, men af uransagelige årsager (højst sandsynligt for at appellere til folk med fine fladskærms-fjernsyn, der ikke vil have sorte bjælker) er den i 1.85:1 på denne skive. Det er meget tydeligt og ødelægger fuldstændig nydelsen af filmen, der faktisk er ganske flot fotograferet. Nogle scener er meget tydeligt klippet i siderne, hvor næsen af en person er til højre og en person i fuld figur er til venstre.
Et andet eksempel er en scene, hvor to personer kaster en bold til hinanden, hvor bolden ryger ud af billedet til højre, hvor den, hvis filmen var i det korrekte format, ville have været grebet af en person i billedet. Det er fuldstændig åndssvagt at ødelægge en film på denne måde, også selvom det måske ikke er verdens bedste film.
Ingen film burde maltrakteres på denne måde, men det er desværre efterhånden normen mere end undtagelsen, at film bliver vist i det forkerte format på kanaler såsom TV 2. TV 2 burde ikke gøre det og det samme gælder filmudgivere, hvor man kan ende med at betale 150-200 for en film i det forkerte format.
I øvrigt: det er da falsk markedsføring at vise Malin Akerman med blond hår på DVD og BD-coveret til denne film. I filmen har hun ikke et hår på hovedet på noget tidspunkt.
Ekstramateriale
Intet.
Film: 2/6
Ekstramateriale: 0/6
http://www.onfilm.dk/Film/Anmeldelse.aspx?FilmId=17874&AnmeldelseId=5318
Ingen kommentarer:
Send en kommentar