Screwed
er et realistisk kig på livet bag tremmer i et britisk fængsel, set
gennem øjnene på en nybagt fængselsbetjent. Narkohandlen blomstrer,
korruptionen er i fuldt flor, men desværre er der ikke rigtig noget nyt
under solen.
Endnu en dag. Endnu en film om fængsler.
Fængsler er et af de mest portrætterede steder på film og det hænger højst sandsynligt sammen med vores fascination og afsky for den slags steder. Heldigvis er det de færreste af os, der kommer til at opleve sådan et sted indefra, så det er alt rigeligt for os at se dem på det store lærred eller på den lille, eller knapt så lille, skærm i hjemmebiografen.
Den britiske film Screwed er et nyt indspark i genren, hvor det denne gang er det rå og kolde britiske fængselssystem, der bliver portrætteret.
I filmen følger vi den tidligere soldat Sam, der er vendt hjem til England efter at have været i Irak. Efter at være vendt hjem forsøger Sam at komme tilbage til en almindelig hverdag med et almindeligt job, så han kan sørge for sin familie. Han søger en stilling som fængselsbetjent, bliver ansat og får efter kort tid indblik i en verden, der er betændt med korruption og vold.
En verden indenfor
Filmen Screwed er bygget over biografien Screwed: The Truth About Life as a Prison Officer fra 2008, der er skrevet under pseudonymet Ronnie Thompson. Den er baseret på hans oplevelser som fængselsbetjent i syv år i det fiktive fængsel HMP Romwell.
Grunden til pseudonymet og det fiktive fængsel er for at beskytte de fængsler, som han har arbejdet i, og de kollegaer, som han har arbejdet sammen med. Romanen fik meget ros for skildringen af fængselsmiljøet, men fik samtidig også en del kritik for at være for brutal og hård i sproget.
Tre år senere kom filmatiseringen Screwed med en solid række britiske skuespillere i hovedrollerne. Ingen af dem er store navne, men de er alle skuespillere, som man har set før i tv-film, tv-serier og film.
Skuespillere bag tremmer
I hovedrollen som Sam ser man James D'Arcy, der tidligere har medvirket i film som Master and Commander: The Far Side of the World, An American Haunting og til februar næste år kan han ses her i Danmark i filmen Hitchcock om skabelsen af Psycho. I den spiller han Anthony Perkins og han ligner ham faktisk også ganske godt.
I Screwed er han meget velfungerende i rollen som den tidligere soldat, der nu må vænne sig til en anden form for krigszone.
Generelt er det et stort plus for realismen i filmen, at man ikke sidder og siger: Hey, der er Brad Pitt! Hey, der er Mads Mikkelsen! Hey, der er Tom Cruise! Skuespillerne falder alle godt ind i deres roller og spiller meget afdæmpet og naturalistisk.
Ingen af dem har nogen store Oscar-øjeblikke, men man føler med nogen og føler stærk antipati mod andre. Sådan skal det være og det er bestemt en af styrkerne i Screwed.
Knapt så fængslende feriedage
En af de svage sider er, at man ligesom har set det meste før, hvis man har set f.eks. tv-serien Oz eller filmene The Shawshank Redemption, Lock Up, Felon, Papillon eller andre af de mange, mange fængselsfilm, som der er blevet spyttet ud fra bl.a. Hollywood igennem årene.
Selv Danmark har produceret et par fængselsfilm, bl.a. den ganske hyggelige Fængslende feriedage og den ikke specielt hyggelige R.
Efter sigende skulle Screwed-biografien være en del bedre end filmen og sådan er det jo tit. Hvis man læser beskrivelsen af biografien, så er der rigtig mange ting med i bogen, som slet ikke bliver berørt i filmen.
En af de største forskelle er, at hovedpersonen i bogen er fængselsbetjent i syv år, og det er Sam bestemt ikke i filmen. Der er mest fokus på narkohandel og korruption i filmen, men knapt så meget på hvem der egentlig sidder inde i fængslet, og hvad der har gjort, at de er endt der.
Filmen er, som filmatiseringer ofte er, en meget simplificeret version af bogen, da de jo ikke kan få det hele med. Dermed ikke sagt, at Screwed er nogen dårlig film: skuespillet er ganske glimrende, man er underholdt af filmen og man keder sig ikke. Den bringer bare ikke noget nyt til genren, desværre.
Ekstramateriale
Trailere.
Film: 3/6
Ekstramateriale: 1/6
http://www.onfilm.dk/Film/Anmeldelse.aspx?FilmId=19407&AnmeldelseId=6549
Ingen kommentarer:
Send en kommentar