Søren Ryge præsenterer: Ti gode historier
tegner til at blive lige så stor en salgssucces som DVD'en med Anders
og Julius fra sidste år. På denne dobbelt-DVD tegner Søren Ryge en række
portrætter af ganske almindelige mennesker og gør det med så stort
hjerte, at man nyder hvert øjeblik.
Sidste år blev DVDen Søren Ryge præsenterer: Anders og Julius en kæmpe sællert. Den blev den mest solgte tv-serie-DVD i 2010 med over 40.000 eksemplarer solgt og overhalede dermed Klovn-boksen, Matador-boksen og amerikanske serier som Mad Men og Friends. Salgstallet af Anders og Julius-DVD'en er siden kommet op på over 50.000 eksemplarer. Det må være et tegn på, at Søren Ryges udsendelser indeholder noget, som appellerer til folk.
I år, i tide til julehandlen, ligesom Anders og Julius-DVD'en sidste år, udkommer Søren Ryge præsenterer: Ti gode historier. Den indeholder ikke nogen historier om Anders og Julius, selvom de dog bliver nævnt et par gange, men derimod ti historier om andre interessante personer og skæbner spredt ud over Danmark.
Historierne er fra årene 1992 til 2006 og er:
Den røde smed - om Eigil, som hele sit liv har arbejdet som smed og skoet over 8.000 heste. (ca. 30 min.)
Evalds hvidkålssuppe - går bag om 80-årige Evald Møller, der bor alene på sin store forfaldne gård, der er omgivet af grønne marker og en smuk frugthave. (ca. 30 min.)
Ketty og Jens Børre - der begge samler på ting. Ketty samler på spisestel og har til 300 personer, og Jens samler på traktorer, som har hvert sit redskab. (ca. 30 min.)
Hans og rågerne - Søren Ryge er på besøg hos Hans Nielsen, som bor på Mors midt i en rågekoloni. Hans har uendelig god tid. (ca. 30 min.)
Lis og dyrene - om Lis, der arbejder på sin bondegård 365 dage om året. (ca. 30 min.)
Hestebrødrene - om Harry og David, der bor på en slægtsgård i Vendsyssel, og har masser af heste. (2 x ca. 30 min.)
Bette Anna - om 73-årige Anna, der bor alene på sin lille gård. Dyrene er væk, men hun passer stadig alle sine 20 tønder land. (ca. 30 min.)
Gudrun og Valborg - om 99-årige Valborg og hendes søster Gudrun på 85 år, der sammen øser ud af deres livsoplevelser. (ca. 30 min.)
Manden og ørnen - om Henning Lorenzen, som kender en vild dansk havørn, der hedder Berta. (ca. 30 min.)
Kristian og Ruth - som har motorcykler, hestevogne og en masse fjerkræ. (ca. 30 min.)
Og et ekstranummer:
Manden der ikke ville i fjernsynet - om Søren Ryges nabo Sigvald, der næsten aldrig sagde noget, og ikke ville i fjernsynet. (ca. 15 min.)
Alle programmerne bliver introduceret af nye 2011-optagelser med Søren Ryge, hvor han kort snakker om programmet og hvordan livet har flasket sig sidenhen for de medvirkende.
Manden med piben
Søren Ryge Petersen er født d. 31. juli 1945 og opvokset i Agtrup i Sønderjylland. Han er uddannet Cand. phil i dansk fra Aarhus Universitet og er blevet kaldt "akademikeren i gummistøvler". Hans evner udi havearbejdet og som journalist er selvlærte. Han var redaktør af Det Danske Haveselskabs blad Haven i årene 1978-1990.
I 1988 fik han programmet DR Derude Direkte, som senere blev omdøbt til Søren Ryge. I den udsendelsesrække sender han jævnligt programmer fra sin egen have på Djursland og har også sendt mange programmer om almindelige mennesker såsom Anders og Julius og de medvirkende på denne dobbelt-DVD.
Han er også forfatter til en lang række bøger om haven og almindelige mennesker. Ofte inkluderer hans bøger nogle nye historier om de mennesker, som han har portrætteret i sine programmer.
Hvad er hemmeligheden?
Hvad er det, som gør Søren Ryges programmer så interessante og gør, at man kan se dem igen og igen? Til forskel fra de mange reality-programmer om og med folk, der intet har at sige og intet har at bidrage med fra et liv, som de aldrig rigtig har levet eller fået noget ud af, har Søren Ryges portræt-programmer et kæmpe plus: de fortæller historier om folk, der har levet et liv på godt og ondt og hvor man ikke føler sig dummere efter at have været i selskab med dem i en halv time. En tilstand, som man let kan komme til at føle sig i bare fem minutters selskab med de mange huller i skærmen (ingen nævnt, alle glemt) i programmer som Big Brother, Robinson og Paradise Hotel.
I Søren Ryges programmer kommer han umærkeligt ind under huden på folk, som måske ikke selv synes, at de har så meget at sige, men bare har levet et liv, som de ofte er ved at nå enden på. Det er ved denne stille og meget vedkommende journalistiske tilgang, hvor Søren Ryge tilsidesætter sin egen rolle som vært eller journalist, at man glemmer at man ser et program på fjernsynet og i stedet for kommer indenfor i de liv, som personer som f.eks. Evald, Lis og Bette Anna lever og har levet. Om ikke andet, så bare for et kort øjeblik. Og skulle det ske, at man igennem sådan et program skulle blive en smule klogere på livet, så er det nok heller ikke det værste, der kan ske.
Stille, næsten meditativt, fjernsyn
Det er igennem deres historier og den stille, dvælende og næsten meditative stil, som Søren Ryge bruger i sine programmer, at de største guldkorn ofte kommer til overfladen. Det er lidt den samme stil, som Nick Horup har brugt i sine programmer om Morten og Peter.
Man føler ikke på noget tidspunkt, at man trænger sig på, som man ellers ofte kan gøre i andre reality-programmer, hvor intervieweren kun sidder og venter (håber?) på, at interview-objektet brister i gråd og at det hele bliver foreviget til senere udsendelse på landsdækkende TV. Det er ikke på noget tidspunkt følelsesporno og selvom personerne i denne ombæring af Søren Ryge-programmer måske ikke alle har haft de nemmeste liv, så er tonen hele tiden sober og reel.
Søren Ryge forsøger ikke at få noget presset ud af personerne, som de ikke selv vil fortælle, og den stille og rolige facon, som Søren Ryge er kendetegnet ved, er perfekt til disse billeder af et Danmark, som flere ville have godt af at se noget mere af, i stedet for den fordummende og kvalmende forherligelse af personer, der vil gøre alt for at komme i fjernsynet.
I disse programmer kommer personerne også i TV, men det føles og behandles mere som en eftertanke. Det er fremragende fjernsyn og noget af det bedste, som er produceret i dansk fjernsyn de sidste 20 år.
Det tekniske
Programmerne bliver præsenteret i 1.78:1 anamorphic widescreen og med lyden i stereo. De nyeste programmer er optaget i widescreen-formatet, mens de ældste udsendelser, der er optaget i 1.33:1, er blevet windowboxed, dvs. med sorte bjælker i siderne, så der ikke er blevet skåret noget af i top eller bund. Fin løsning af DR.
Alle programmer, inkl. Søren Ryges introduktioner, har valgfrie danske undertekster.
Film: 6/6
Ekstramateriale: 0/6
http://www.onfilm.dk/Film/Anmeldelse.aspx?FilmId=18780&AnmeldelseId=5917
Ingen kommentarer:
Send en kommentar