Går du lige og trænger til en film, hvor Jennifer Aniston bliver forfulgt af en morderisk dværgtrold? Hvem gør ikke det? Another World Entertainment har opfyldt vores bønner og udgivet Dværgtroldens hævn, også kendt som Leprechaun.
I 1984 havde instruktør Joe Dante et kæmpehit med gyserkomedien Gremlins, der var skrevet af Chris Columbus og produceret af Steven Spielberg. Den havde flotte effekter af Chris Walas og et fremragende score af Jerry Goldsmith. Som så ofte før og så ofte siden var dette startskuddet til en ordentlig stak efterligninger fra knapt så talentfulde instruktører, manuskriptforfattere og pengehungrende bagmænd i mindre studier.
Det resulterede i film som Ghoulies, Troll, Critters og Munchies, der alle havde små blodtørstige væsener i skurkerollerne, men måske ikke helt opnåede det samme høje niveau som Gremlins.
En af de bedste film, der kom ud i kølvandet på Gremlins var Critters fra 1986, der forsøgte ihærdigt på at lave sit eget selvstændige univers, langt fra mytiske kinesiske pelsdyr. I kølvandet på Critters kom Leprechaun-filmene, der bruger legenden om trolden med sin krukke med guld for enden af regnbuen til et forsøg på at lave endnu et horrorikon.
What's it all about?
Den forkælede pige Tory flytter på landet sammen med sin far, hvor de flytter ind i et faldefærdigt hus, som faderen har fået for en slik. Tory brokker sig, men hun får snart andet at tænke på end spindelvæv og rotter. For med huset følger også en leprechaun / dværgtrold, der vil have fat på alt det guld som husets tidligere ejer havde stjålet fra ham. Dværgtrolden blev spærret inde i en kasse i kælderen med et firkløver som lås, men selvfølgelig går der ikke ret længe inden Tory og malerteamet får sluppet den lille fyr løs, som man siger. Og så er Fanden løs i Laksegade.
Gode ideer, skidt film
Der er rigtig mange gode ideer i Leprechaun, men desværre drukner de i filmens hjælpeløse tempo, de kiksede forsøg på humor med drengen og den retarderede mand (everybody knows you never go full retard!) og en historie, som man har set mange gange før.
Blandt de gode ideer kan jeg især godt lide dværgtroldens tvangshandlinger med skoene, hvor filmens helte kan slippe fra ham, når de smider sko ud foran ham - han er nødt til at pudse dem før han kan gøre andet. Genialt.
Hans ret særprægede transportmuligheder er også et syn værd - det er første gang jeg har set en person i en børnebil blive stoppet af en politibetjent. Den skæve humor med Warwick Davis fungerer godt, men det er et af de få lyspunkter i filmen.
Warwick Davis Vs. Jennifer Aniston
For at blive ved lyspunkterne: Warwick Davis, en af de mest kendte højde-udfordrede skuespillere nogensinde, er fantastisk som filmens skurk og han får, som han har for vane, meget ud af ikke ret meget. Davis har medvirket i alt fra Labyrinth til Willow til Harry Potter og selv under tons af makeup formår han at gøre et rigtig godt indtryk. Han er en af de største grunde til at se denne trætte gyserkomedie.
Og så er der Jennifer Aniston som Tory. Hun nævner sikkert ikke denne film så ofte, når hun skal snakke om sin karriere. Det er hendes første filmrolle efter at have medvirket i nogle tv-serier i 80erne, bl.a. tv-serien baseret på Ferris Buellers Day Off, og man aner i glimt hendes komiske timing, der er blevet udnyttet til fulde i komedie-serien Friends, som TV2 muligvis har vist en eller ti gange efterhånden. Derudover er der desværre ikke så meget positivt at sige om hendes præstation, der da også mest består i at agere skræmt teenager med flot krop. Hvis man kunne få Oscars for at have flotte ben, så havde Jennifer Aniston ryddet bordet i 1993 med sin rolle i denne film. Damn.
Er Leprechaun skatten for enden af regnbuen?
Er filmen værd at se? Nah, jo, tja. Den er værd at se for Warwick Davis, en af de usungne helte på det store lærred, og for hans fortolkning af et vanvittigt, blodtørstigt, men alligevel ganske hyggeligt, lille monster med en hat, som selv Freddy Krueger ville være misundelig på. Og den er værd at se for Jennifer Anistons lækkerhed tidligt i sin karriere - talentet var der ikke rigtig endnu, i hvert fald ikke i denne film - og nogle få gode ideer.
Leprechaun har indtil videre fået fem fortsættelser, med en sjette på vej. I disse film leder den lille morderligt lystige fyr efter sit guld så forskellige steder som i da hood og i det ydre rum.
Jeg har ikke haft fornøjelsen af at se nogen af disse film, men jeg kunne forestille mig, at Warwick Davis er den største grund til at se dem, pun intended. Han er åbenbart ikke med i den kommende Leprechaun: Origins, hvor Leprechaun spilles af WWE-manden Dylan Postl, også kendt som Hornswoggle McMahon. Det er en stor fejl, hvis I spørger mig: Warwick Davis er Leprechaun!
Ekstramateriale
Trailere for andre AWE-udgivelser og et slideshow.
Film: 2/6
Ekstramateriale: 1/6
http://www.onfilm.dk/Film/Anmeldelse.aspx?FilmId=19301&AnmeldelseId=6452
Ingen kommentarer:
Send en kommentar